Hvis kvinderne havde bestemt, var Løkke ikke statsminister

Folketingsvalget i 2015 viste klare forskelle mellem køn, uddannelse, indkomst samt land og by.

Helle Thorning-Schmidt overdrager Statsministeriet til Lars Løkke Rasmussen efter folketingsvalget i 2015. Ny bog dykker ned i valgets data. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Statsministeren ville utvivlsomt stadig hedde Helle Thorning-Schmidt (S), hvis kun kvinder måtte stemme ved folketingsvalget i 2015.

Til gengæld ville Lars Løkke Rasmussen (V) uden besvær have erobret posten, hvis kun mænd måtte stemme. Det gjorde han som bekendt også, men det holdt hårdt. Ikke mindst på grund af de kvindelige stemmer.

Sådan lyder konklusionen i bogen ’Oprør fra udkanten – Folketingsvalget 2015’, som to af landets førende valgforskere Kasper Møller Hansen og Rune Stubager står bag.

- Det er efterhånden blevet så markant, at mænd og kvinder som hovedregel ville vælge forskellig regering, hedder det i bogen.

Den politiske polarisering mellem mænd og kvinder opstod i starten af 1980’erne og er blevet større lige siden.

Ved valget for snart to år siden kulminerede det politiske spænd mellem de to køn, men allerede i 2007 og 2011 var tendensen den samme.

Det skyldes ifølge valgforsker Kasper Møller Hansen flere ting som ansættelsesforhold og uddannelsesniveau. Men der er også nogle helt grundlæggende årsager til de politiske skel mellem mænd og kvinder.

- Det er et spørgsmål om nogle af de ting, der handler om livssyn og prioriteringer i livet, som gør, at kvinder og mænd simpelthen ser forskelligt på politik, siger Kasper Møller Hansen til DR Nyheder.

V: Fortællingen skal forbedres

Hos regeringspartiet Venstre erkender politisk ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, at partiet kunne gøre mere for at appellere til de kvindelige vælgere.

- Der er brug for, at vi går mere bagom og fortæller, hvorfor vi fører den politik, vi fører. At vi taler knap så meget om, at det koster så og så mange milliarder, men at vi fokuserer på det vigtige, og det er mennesker, siger Jakob Ellemann-Jensen.

- Det er ikke på grund af budgetterne, at vi gør som vi gør. Det er på grund af mennesket. Det er for at få mennesket med i fællesskabet, og det skal vi være bedre til at fortælle, siger han.

Socialdemokratiets Benny Engelbrecht er glad for, at de kvindelige vælgere overordnet foretrækker partierne til venstre for midten.

- Traditionelt er vi jo et parti, som er meget mandetungt, så jeg er bare glad, hvis der kommer nogle flere kvinder til, siger Benny Engelbrecht.

- Men vi er selvfølgelig optagede af, at der også er nogle, som lægger mærke til, at vi for eksempel har en stærk kvindelig formand og statsministerkandidat i Mette Frederiksen. Det betyder også noget. I øvrigt for begge køn, siger han.

Det delte Danmark

Polariseringen mellem mænd og kvinder er ikke det eneste område, hvor folketingsvalget i 2015 med forskernes øjne var interessant.

Rent politisk står de danske vælgere længere fra hinanden end nogensinde før, konkluderer Kasper Møller Hansen.

- De unge kvinder går til venstre, de unge mænd går til højre, vi ser de højtuddannede bevæge sig omkring visse partier og de kortuddannede omkring andre. På alle dimensioner ser vi en polarisering, hvor vælgerkorpset samlet set står længere fra hinanden, end de har gjort tidligere, siger valgforskeren.

Rent geografisk blev der allerede kort efter valget talt meget om ’det delte Danmark’, efter at især Dansk Folkeparti havde opnået et fantastisk valg på grund af stor opbakning i landets udkantsområder og knap så meget i de større byer.

- Vælgernes kryds i 2015 var udtryk for en skærpelse af modsætningerne mellem land og by. Modsætningerne mellem ”udkanten” og ”den hippe stenbro” var således stærkere ved folketingsvalget i 2015, end de har været de seneste 25 år, hedder det i bogen.

Mens Dansk Folkeparti altså stod særligt stærkt i ”udkanten”, havde eksempelvis Enhedslisten klart størst opbakning på ”den hippe stenbro” i København samt Aarhus og Odense.

Der er også klare uddannelsesmæssige skel at spore, når man nærstuderer partiernes vælgere. Ikke så meget rød og blå blok imellem, men særligt mellem de enkelte partier indenfor blokkene.

R-vælgere har gået i gymnasiet

Her ”topper” De Radikales vælgere listen. 77 procent af partiets vælgere har en gymnasial uddannelse, og 62 procent har en mellemlang eller en lang videregående uddannelse.

I den anden ende af skalaen finder man Dansk Folkeparti, hvor 17 procent af partiets vælgere har en gymnasial uddannelse, mens 10 procent har en mellemlang eller en lang videregående uddannelse.

- Dansk Folkeparti er par excellence partiet for vælgere uden videregående uddannelse.

- I en mellemposition med relativt lavt bogligt uddannelsesniveau finder vi Socialdemokratiet og Venstre, mens Radikale Venstre, Alternativet og Det Konservative Folkeparti befinder sig i den modsatte ende af skalaen, konkluderer bogens forfattere.

Mens der altså er klare skel mellem de danske vælgere på en række områder, er den gamle klassekamp mellem arbejderklassen og middelklassen stort set død, konkluderer forskerne bag bogen.

Til gengæld ser man fortsat klare forskelle på vælgernes politiske orientering i forhold til deres job. Polariseringen på dette område sker dog ikke længere mellem de to blokke, men i højere grad mellem enkeltpartier.

- Dansk Folkeparti er det udprægede arbejderparti, til dels sammen med Socialdemokratiet – og Alternativet, Konservative og Radikale har meget lidt appel til arbejderne, lyder en af konklusionerne i bogen.

Også ud fra lønsedlen kan man ane vælgernes politiske tilhørsforhold. Her bliver den sociale polarisering ”særlig tydelig”.

Liberal Alliance er det største parti i gruppe af vælgere, der tjene 800.000 kroner om året eller mere, mens Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er de største partier blandt vælgere, der tjener under 200.000 kroner om året.

Bogen ’Oprør fra udkanten – Folketingsvalget 2015’ udkommer fredag.

Facebook
Twitter