I EU-Parlamentet er babyer velkomne: 'Det har vi set masser af gange'

Modsat Folketinget må EP-medlemmer gerne have deres babyer med. Se børn i parlamenter verden over.

Både tidligere Europa-Parlamentsmedlem Licia Ronzulli (tv) og nuværende Jytte Guteland (th) har haft deres babyer med på arbejde. (Foto: Lukas A. Lausen/ fotocollage: Emil Thorbjörnsson)

Herhjemme har det skabt stor debat, at formand for Folketinget Pia Kjærsgaard ikke ville tillade, at folketingsmedlem Mette Abildgaard (K) gennemførte en afstemning med sin baby på armen.

Men ved afstemninger i Europa-Parlamentet er der jævnligt mødre og fædre, der har deres babyer med uden problemer.

Det fortæller EP-medlemmerne Margrete Auken (SF) og Christel Schaldemose (S), der begge er uforstående over for Pia Kjærsgaards melding.

- Det er ikke fordi, der hænger sedler om, at børn er hjerteligt velkomne. Men der er ingen, der bliver skræmt over, at folk tager deres børn med ind under en afstemning. Det har vi set masser af gange. Også fædre, der sidder med spædbørn på armen. Det er noget andet, hvis barnet er uroligt, men det var der jo ikke tale om med denne sag, siger Margrete Auken.

I billedgalleriet kan du se eksempler på kvindelige politikere fra hele verden, der har deres barn med på arbejde.

  • Da italienske Licia Ronzulli var medlem af Europa-Parlamentet, havde hun flere gange sin datter med til afstemninger i parlamentet i Strasbourg. Både da hun var helt spæd og et par år gammel. Billederne er fra mellem 2010 og 2013. (FRANCE - Tags: POLITICS TPX IMAGES OF THE DAY) (Foto: Vincent kessler © Scanpix)
  • Det svenske Europa-Parlamentsmedlem Jytte Guteland havde sin baby med under afstemning i Strasbourg i 2017. Hun ville kæmpe for, at det blev normalt at tage sine børn med på arbejde, hvis det var nødvendigt. (Foto: Vincent kessler © Scanpix)
  • New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, fik meget opmærksom, da hun havde sin baby med til FN's 73. generalforsamling i New York i september 2018. REUTERS/Carlo Allegri (Foto: Carlo Allegri © Scanpix)
  • Den australske politiker Larissa Waters ammede sin 14 uger gamle datter Alia Joy, mens hun talte i det australske parlament i juni 2017. Året forinden var det blevet tilladt at amme i det australske parlament, og Larissa Waters blev den første til at gøre brug af den nye ret. (Foto: Stringer . © Scanpix)
  • Carolina Bescansa, der politiker fra det spanske venstrefløjsparti Podemos, havde sin søn Diego med i det spanske parlament i januar 2016, så hun kunne amme undervejs. Det medførte stor debat i Spanien, hvor hun blandt andet fik kritik for at "bruge sine børn politisk". (Foto: JUAN MEDINA © Scanpix)
1 / 5

Ifølge Christel Schaldemose virker det "noget overdrevet", at sende Mette Abildgaard ud med sin baby.

- Jeg har respekt for, at hvis barnet forstyrrer, så skal det ikke være i salen. Men jeg kan ikke se et problem i, at man undtagelsesvis tager sin baby med. Det vigtigste er, at man ikke forstyrrer arbejdet, siger hun og pointerer, at Europa-Parlamentet skiller sig ud fra Folketinget, fordi der ikke er de samme barselsordninger, hvilket gør, at EP-medlemmerne oftere er nødt til at have deres børn med. Derfor er der ligeledes institutioner til større børn, som politikerne kan gøre brug af.

Plads til en baby på skødet

Ifølge den konservative gruppeformand Mette Abildgaard var det ikke planlagt, at hun skulle deltage i afstemningen i folketingssalen mandag. Derfor havde hun som noget ”helt ekstraordinært” datteren med, har hun forklaret.

Margrete Auken mener, at man i Folketinget bør tage hensyn til, at det kan være en udfordring som politiker at få familieliv og arbejde til at gå op.

- Vi er mange, der ved, at det kan være svært at få det her arbejde til at hænge sammen med familie. Sådan er det også i Folketinget, hvor man pludselig kan stå over for pasningsproblemer, hvor dagplejemor eller mormor er blevet syg og ikke kan passe ungen. Så må der være plads til, at man kan tage barnet med ind til afstemning, siger hun.

Facebook
Twitter