IC4 bliver endevendt i to nye rapporter

De omdiskuterede IC4-tog får i dag den fulde opmærksomhed i to nye, store rapporter. Læs hele Rigsrevisionens beretning her.

Både DSB og Transportministeriet får i dag kritik af måden, de har håndteret IC4-skandalen på. I eftermiddag bliver hele to rapporter om de omdiskuterede togsæt offentliggjort.

Der er næsten ingen grænser for, hvad den såkaldte IC4-skandale er blevet kaldt.

Først var de 83 IC4-togsæt forsinkede flere år. Så kom de først togsæt fra den italienske fabrik AnsaldoBreda - fyldt med fejl.

Pludselig var der problemer med bremserne. Så med sammenkoblingerne. Og dørene virkede heller ikke optimalt.

Så lovede producenten AnsaldoBreda at give DSB erstatning for de store forsinkelser og mange fejl, men den dag i dag har Danmark stadig langt fra modtaget de 83 togsæt, som ellers skulle være leveret i 2005.

Men hvad gik egentlig galt? Og hvem har ansvaret for IC4-skandalen, som synes at vokse sig større år for år.

Det svar kommer Folketingets trafikordførere formentlig tættere på her i eftermiddag, hvor de mødes for at snakke om de problemfyldte IC4-tog. Her vil trafikudvalget blandt andet blive præsenteret for to rapporter - en rapport fra DTU om IC4-togenes problemer med bremsesystemerne, og en rapport fra Rigsrevisionen om DSB og Trafikministeriets håndtering af forløbet.

Hele Rigsrevisionens rapport kan læses her

Kritik af flere ting

Rigsrevisionen kritiserer blandt andet Transportministeriet, som ejer DSB, for at undervurdere, hvor dyrt det ville blive for DSB både at reparere IC4-togsæt med gennemgående fejl, indsætte erstatsningstog og lave en såkaldt rettidighedsplan.

I rapporten skriver Rigsrevisionen blandt andet:

'Ministeriet undervurderede risikoen for, at DSB's fordeling af kompensationen fra AnsaldoBreda ikke var realistisk'.

I forbindelse med udarbejdelsen af Rigsrevisionens rapport har Transportministeriet oplyst, at det efter ministeriets opfattelse ville være et udtryk for mistillid til DSB's ledelse, hvis man begyndte at efterspørge data, rapporter og vurderinger, som dannede grundlag for DSB's vurdering af kompensationsfordelingen.

Men det er Rigsrevisionen ikke enig i. Her mener man, at Transportministeriet på grund af de store økonomiske risici ville have udgjort et 'overordnet og aktivt tilsyn'.

Herudover rejser Rigsrevisionen i rapporten også kritik af Transportministeriet på en række andre punkter. Blandt andet kritiseres ministeriet for ikke have haft kendskab til, at DSB mellem 2009 og 2011 brugte mere end 100 millioner kroner på at lave en rettighedsplan.

Bremsesystemet fungerer

I morges erfarede DR Nyheder, at den IC4-rapport, som DTU offentliggør senere i dag, fastslår, at der ikke er noget galt med bremsesystemet, som man ellers har frygtet.

Facebook
Twitter