ID-kontrol: Kun 2 procent afviste til Helsingborg var potentielle asylsøgere

HH Ferries har afvist 10.000 rejsende på deres Helsingør-Helsingborg rute i 2015. Af dem var 200 potentielle asylsøgere. Direktør ærgrer sig, mens DF og ministeren afviser at lempe ID-kontrollen.

HH-Ferries Mercandia færge sejler mellem Helsingør og Helsingborg. (Foto: Brian Bergmann © Scanpix)

Det svenske krav om ID- og grænsekontrol over Øresund har på et år betydet over 10.000 afvisninger af rejsende uden pas eller kørekort i Helsingør, hvor rederiet HH Ferries står for at fragte passager til og fra Helsingborg.

Men næsten alle de afviste er ganske almindelige rejsende, som har glemt id-papirer. Kun ca. 200 af de omkring 10.000 afviste var i 2016 potentielle asylsøgere, oplyser rederiet.

- Størstedelen af dem, vi afviser, er nordiske medborgere. Flest svenske. Vi er jo alle sammen vant til at rejse i en region, hvor mobiliteten bare glider, siger Henrik Rørbæk, administerende direktør i HH Ferries.

- Det er en stor proces for nogle relativt små tal. Og generelt har der altså ikke været særlig stor passage af asylansøgere heroppe. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er store beløb, det koster os hver måned.

Ifølge Henrik Rørbæk drejer det sig om 3 millioner svenske kroner om måneden.

Bøde på 50.000 kroner

I alt er over 3 millioner passagerer er blevet tjekket af ID-kontrollørerne ved HH-færgerne det seneste år.

Og der er ingen nåde, hvis man har glemt id, oplyser direktøren. For hvis den svenske grænsekontrol i Helsingborg finder passagerer på færgen uden pas eller kørekort kan rederiet få en bøde på op til 50.000 kr.

- Langt de fleste er forstående, men der er da også nogen, der mener, det er vores skyld, at de ikke kan komme af sted. Så hvis jeg måtte have et lille juleønske, så fandt vi nogle mere lempelige forhold at opretteholde kontrollen under, så det var så ugenerende for den enkelte rejsende, siger Henrik Rørbæk.

Bøden skyldes det såkaldte transportøransvar, som samtidig med id-kontrollen blev indført i starten af januar.

Det betyder, at luftfartsselskaber og bus-, tog- og søtransportører kan pålægges strafansvar, hvis de bringer en udlænding uden fornøden rejse-ID over indre og ydre Schengen-grænser.

'Ikke urimeligt' og 'helt tosset'

ID-kontrollen blev ligesom grænsekontrollen indført 4. januar for at forhindre asylansøgere uden papirer i at rejse til Sverige og søge asyl.

Den svenske grænsekontrol i Helsingborg har i fire tilfælde afsløret rejsende uden ID-papirer på HH-færgerne. Rederiet overvejer nu, om det skal betale bøderne til Sverige.

- Vi har ikke noget politisk syn på id-kontrol, men har vi har en holdning til, hvordan vi afvikler det. Og vi synes, vi har gjort en indsats for at minimere generne for de rejsende, siger Henrik Rørbæk:

Han så gerne en mere smidig grænse- og id-kontrol. Men står det til Dansk Folkeparti skal kontrollen tværtimod udvides:

- Grænsekontrollen tjener det formål at holde styr på, hvem der kommer ind og ud af landet, og selvom det er generende for nogle af de almindelige passagerer, så synes jeg ikke, det er urimeligt, at man kan forvente, at folk har de rigtige id-papirer med, når de krydser landegrænser, siger partiets udlændingeordfører Martin Henriksen og fortsætter:

- Og hvis det stod til Dansk Folkeparti, skulle man altid vise pas for at komme ind i Danmark. Også dem, der kommer fra Sverige.

Mens Enhedslisten synes, kontrollen er spild af ressourcer:

- De her tal viser jo, at grænsekontrollen er lidt tosset. Det handler jo ikke om at bekæmpe kriminelle og stoppe asylansøgere. I praksis generer det jo bare mennesker og koster rigtig mange penge, siger retsordfører Pernille Skipper.

Hun mener, at Dansk Folkepartis ønske om også at kontrollere id-papirer på rejsende, der kommer fra Sverige, er 'helt tosset'.

Imens fastslår udlændinge- og integrationminister Inger Støjberg (V), at den danske grænsekontrol ikke forsvinder her og nu:

- Vi ved, at tingene meget hurtigt kan ændre sig, og at der kan komme et stort antal asylansøgere til landet, som muligvis gerne vil videre til Sverige, og som ophober sig i Danmark, og så længe svenskerne fastholder deres transportøransvar og ID-kontrol, så ser jeg heller ikke for mig, at vi skal ophæve vores grænsekontrol.

- Det er jo heller ikke sådan, at jeg opsiger min brandforsikring derhjemme, bare fordi jeg ikke har haft brand i fem år, siger Inger Støjberg.

Facebook
Twitter