Ida Auken: Danmark har tabt selvtilliden

Man skulle tro, at Danmark er en gammel olding og ikke en ung blond pige, lyder det fra de Radikales Ida Auken.

Ida Auken opfordrer i sin nye bog blandt andet til et stop for mere skyldfølelse i flygtningedebatten (Foto: Sarah Christine Nørgaard © Scanpix)

Det plejer at være Dansk Folkeparti, der udkommer med overskriften Dansk.

Nu er det de Radikales Ida Auken, som med en ny bog slår et slag for, at danske værdier må tilbage.

Landet er tømt for selvtillid, og i angst for at genere andre er der eksempler på, at skoler dropper julegudstjenesten i kirken, og der er sagt farvel til hospitalspræster.

Sådan lyder det fra den Radikale Ida Auken, som på tirsdag udkommer med en ny bog med navnet Dansk – samme dag hun selv fylder 40 år.

- Når det går helt galt, kan man ligefrem opleve, at nogle ønsker at nedtone afgørende dele af vores kultur og historie for ikke at støde andre, siger Ida Auken til Slotsholmen på P1.

- I stedet for at løse problemerne taler man ned til den danske kultur, som var det en syg olding, der kan falde død om hvert øjeblik. Sådan skal det ikke være. Den danske sang er stadig en ung blond pige. Danmark er ikke lavet af porcelæn, siger Ida Auken og tilføjer:

- Et farvel til julegudstjenesten og hospitalspræster er et helt misforstået hensyn. Det er ikke et tegn på stor tolerance at undertrykke fra sin egen kulturarv, siger Auken, der selv er uddannet teolog og peger på sin egen politiske fløj:

- Centrum-venstre har været for længe om at turde tale om de virkelige problemer og sætte grænser. Højrefløjen har talt om problemerne, men leveret symbolske løsninger, der tydeligvis ikke virker.

Stop skyldfølelsen

Også når det gælder flygtningekrisen, har centrum-venstre svigtet ved ikke klart at sige, at der er en grænse for, hvor mange mennesker, der kan komme til Danmark.

I stedet har partierne pakket danskerne ind i skyldfølelse.

- Også venstrefløjen har godt fat i følelserne. Her er det følelserne af medlidenhed og skyld, der er de vigtigste. Som er person, der er opvokset på venstrefløjen, har jeg selv været storleverandør af denne følelse af medlidenhed og skyld, siger Auken.

Men det må være okay at sige stop til flygtninge, for som hun siger:

- Skulle Syrien holde op med at producere flygtninge, så er der altid Yemen, Somalia, Irak og så videre, siger Auken og tilføjer:

- Det er menneskeligt at føle med de mange mennesker rundt om i verden, der lider under fattigdom og undertrykkelse. Det er en god ting, at vi føler trang til at hjælpe, når vi ser mennesker, der lider. Men det er en forkert og grænseløs fortolkning af Danmarks og Europas ansvar at mene, at vi skal føle os forpligtet til mere, end vi evner.

Og så citerer hun en bekendt fra Libanon for at sige, at "der er ingen i det internationale samfund, der forventer, at I ødelægger jeres egne samfund for at hjælpe os andre".

Udvisning

Hun peger også på de problemer, som indvandringen har betydet. Radikalisering og bander. Også her må centrum-venstre stoppe med at være defensive. Ida Auken taler gerne med det største ord: Udvisning.

- Taber vi alligevel unge mennesker til bander og radikalisering, skal vi tage fængselsstraf og udvisning i brug, da det er det eneste, de aller hårdeste har respekt for.

Og den gruppe af Hizb ut-Tahrir medlemmer, der læser medicin på Københavns Universitet og som er danske statsborgere - og som dermed ikke kan udvises - vil hun opfordre til at rejse:

- Når man på medicinstudiet møder unge mennesker, der er medlem af Hizb ut-Tahrir og ønsker demokratiet nedlagt, samtidig med at de tager en uddannelse på samfundets regning, så er det på sin plads at bede dem om at tage et andet sted hen og oprette deres kalifat, siger Ida Auken.

Afsnittet om Hizb ut-Tahrir er rettet fra udvisning til opfordring til selv at rejse.