Ida Auken om bilos i København: Jeg venter på ny rapport

Miljøministeren dropper ikke krav til ren luft, men venter på Trængselskommissionens forslag, siger hun.

- Vi skal selvfølgelig sikre ren luft i København, og der er ikke tale om, at vi har droppet ren-luft zonerne, siger miljøminister Ida Auken. (© DR)

Bilosen vil i 2015 stadig hænge så tæt over København, at det er sundhedsskadeligt - og i strid med EU's regler om luftkvalitet. Det viser en rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi under Aarhus Universitet, skriver Politiken i dag.

Oven i det har miljøminister Ida Auken droppet de initiativer, der skulle nedbringe luftforureningen. Begrundelsen er, at der kommer flere miljøvenlige biler i fremtiden, så luften i København ikke overskrider grænserne for forurening i 2015.

Nej, afviser Ida Auken overfor Ritzau. Hun har ikke droppet kravene om ren luft i hovedstaden.

- Vi skal selvfølgelig sikre ren luft i København, og der er ikke tale om, at vi har droppet ren-luft zonerne. Vi har blot sagt, at vi venter tre måneder, til Trængselskommissionen kommer med sit virkemiddel-katalog. Sådan kan vi lave en stor samlet øvelse og ikke to runder, hvor vi først laver en ren-luft zone og derefter ændrer den igen, siger Ida Auken.

Registreringsafgift ændres

Blandt de ting, der allerede nu står på programmet for at få luftforureningen ned, er at indføre mere miljøvenlige biler. Ifølge regeringsgrundlaget skal der laves en omlægning af registreringsafgiften.

- Det er en temmelig kompliceret sag, ikke mindst hvis bilafgifter skal lægges om, er det noget, der skal regnes godt igennem. Så vi har selvfølgelig arbejdet på det her også det sidste år, siger Ida Auken.

- Det er min plan at vi skal have ren luft-zonerne vedtaget senest i løbet af 2013. Gerne så hurtigt som muligt, men det skal selvfølgelig gøres ordentligt, siger Ida Auken til Ritzau.

Økologisk råd vil have lovændring

Allerede i 2010 skulle Danmark have levet op til EU's luftkrav, og ifølge EU skal det nu ske "hurtigst muligt".

Men ministerens målinger er ikke lavet på hovedstadens mest forurenede gade - den er lavet på den bare 8. mest forurenede, nemlig på H.C. Andersens Boulevard over for Tivoli, skriver Politiken. Og det får Kåre Press-Kristensen fra Det Økologiske Råd op af stolen. Han tolker EU-reglerne sådan, at forureningsgrænserne skal overholdes på alle veje.

Derfor skal regeringen tage fat igen på at få nedbragt forureningen - for eksempel gennem lovgivning, siger han til DR Nyheder.

Facebook
Twitter