Ida Auken om partiskift: De Radikale har bevæget sig væk fra det pragmatiske og resultatorienterede

- Det er klart, at hvis jeg skulle skrive mit cv, så så det ikke præcis sådan her ud, siger Auken.

Ida Auken skiftede i 2014 fra SF til De Radikale. Nu er hun socialdemokrat. (Foto: Sarah Christine Nørgaard © Scanpix)

Ved folketingsvalget i 2019 blev det til 21.723 personlige stemmer til Ida Auken for De Radikale.

De stemmer skal partiet ud og finde andre steder, for stemmeslugeren Ida Auken har i dag meddelt, at hun melder sig ud af partiet til fordel for Socialdemokratiet.

Det bliver dermed Aukens tredje parti som folketingsmedlem efter at have været syv år i både SF og De Radikale.

Hvor troværdigt virker det?

- Jeg tror godt, at vælgerne kan se, at jeg har arbejdet for den samme politik i alle de 14 år, jeg har siddet i Folketinget. Jeg har altid arbejdet for den grønne omstilling og for at samarbejde bredt og for nogle nye typer samarbejder. Det fortsætter jeg med, og det var også det, jeg gik til valg på.

Hvor længe har du egentlig været socialdemokrat?

- Jeg har været i overvejelser i et stykke tid for at finde ud af, hvor jeg bedst kunne lægge mine politiske kræfter. Det synes jeg er i Socialdemokratiet, fordi det er det parti, der kan flytte hele Danmark og binde by og land sammen og få erhvervslivet sammen i den her grønne omstilling.

Du har skiftet parti nogen gange nu. Hvor sikker kan man være på, at du ikke skifter parti igen?

- Det er klart, at hvis jeg skulle skrive mit cv, så så det ikke præcis sådan her ud. Jeg har stået midt i to kæmpestore partinedsmeltninger, som jo også har betydet noget for, hvor jeg befinder mig. Men jeg står for den samme politik, og det har jeg gjort i 14 år. Det er den grønne omstilling, som er mit hjertebarn.

Hør Auken svare, hvad de to partihop betyder for hendes troværdighed.

'Det er en linje, jeg er uenig i'

Hvad er det for et Radikale Venstre, du siger farvel til?

- Jeg oplever, at det Radikale Venstre har bevæget sig væk fra det meget pragmatiske og resultatorienterede parti, som gerne ville samarbejde bredt og finde løsninger hele tiden med de andre partier. Det er en linje, som jeg er uenig i. Derfor tror jeg, at det er udmærket, at vores veje skilles her.

Havde det ikke været mere ærligt at tage kampen op og prøve at ændre partiet i stedet for at flygte derfra?

- Jeg tror, at når man har været i politik, så har man også prøvet at ændre linjen mange gange. Det har jeg også gjort, men det er jo demokratiet iet parti, der bestemmer, hvor man skal hen. Jeg er bare glad for at komme et sted hen, hvor den grønne omstilling er en bred dagorden, som man virkelig gerne vil flytte på.

Sofie Carsten Nielsen siger, at du har givet hende en undskyldning i forbindelse med din udmeldelse. Hvad gik den ud på?

- Jeg har beklaget, at jeg delte en privat sms med folketingsgruppen, som jeg havde fået fra lederen. Til gengæld har jeg holdt fast i, at jeg synes, at man skulle have stoppet de her fortielser omkring Morten Østergaards adfærd overfor kvinder.

Du kritiserede Morten Østergaard en del under MeToo, fordi han ifølge dig havde opført sig upassende. Hvad tænker du om, at du bliver partifælle med en udenrigsminister, der har sin egen sag. Som 34-årig havde han en sex med en 15-årig.

- Jeg har ingen kommentarer til personsager. Jeg synes faktisk, det er upassende at stå og kommentere på personsager. Jeg har været været ude at kritisere, at man i Radikale Venstre lavede sexismekampagner med en mand i spidsen, der selv havde ganske meget på samvitigheden.

Hvad synes du egentlig om regeringens klimapolitik indtil nu?

- Der er faktisk sket mere det seneste halvandet år i Danmark, end der er sket i ti år på klimaområdet. Jeg synes, at man har været lidt unfair overfor en regering, der både har en finansminister, en statsminister og en klimaminister, der kæmper den her kamp hver eneste dag. Jeg tror, at det er os, der kan løfte det her nu.

Men du har selv udtalt, at statsministeren spænder ben for klimahandlingen. Du har "svært ved at se," hvor hun vil lede Danmark hen. Det er et år siden, du sagde det.

- Der er sket rigtig meget i den sidste tid. Der er kommet en klimalov. Der er kommet forskellige handlingsplaner, og det er kommet store vindmølleøer, som jeg faktisk gik til valg på, som laver lige så meget grøn strøm til Danmark, som vi overhovedet bruger. Hvis man gider at sætte sig ind i detaljerne, er der rigtig meget gang i klimapolitikken i øjeblikket, som man kan være stolt af at vise resten af verden.

Så regeringen fører en perfekt klimapolitik?

- Jeg går ind i Socialdemokratiet for at hjælpe dem med at lave en klimapolitik, som kan få hele Danmark med. Den skal hele tiden forbedres og udvikles, og det er jo det arbejde, jeg glæder mig til at være med til.

Bliver Socialdemokratiet et grønnere parti med dig?

- Jeg tror da, at Socialdemokratiet får gavn af mine egne grønne erfaringer og kan få glæde af det. Det er mit håb, at jeg kan komme ind og arbejde sammen med dem og gøre det til endnu stærkere, grønt parti.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk