Idealisten, der kom i klemme i det politiske maskinrum

PORTRÆT: Store ideologiske tanker spænder ben for den liberale bannerfører Ole Birk Olesen, mener flere. Igen i denne uge har transportministeren været centrum i en række sager på Christiansborg.

Den liberale transportminister Ole Birk Olesen (LA) har igen i denne uge ageret skydeskive på Christiansborg.

En økonomisk krise i den danske del af PostNord og et samråd om ministerens syv år gamle udtalelser om kvinder har især trukket overskrifter.

Det kommer efter en uge, hvor ministeren måtte se sig underløbet af et stort flertal uden om regeringen, der sendte 762 millioner direkte til forbedringer af den kollektive trafik på et stort anlagt pressemøde.

I samme uge bredte sig en kritik af den taxalov, som ministeren for omkring 14 dage siden landede som en af sine første store politiske aftaler.

Det var da også noget af en begmand, som ministeren her fik fra transportordføreren fra regeringens støtteparti, da forligspartierne samlet gik ud til den ventende presse på Christiansborg og præsenterede aftalen.

Mindre end tre minutter efter, at transportministeren med blikket rettet mod aftaleteksten havde glædet sig over særligt tre tiltag, gav transportordfører Kim Christiansen (DF) sin analyse af aftalen:

- Der er ikke ret meget af regeringens politik, der er kommet igennem med den lov her, så jeg har fuld forståelse for, ministeren fokuserer på de få ting, der er kommet igennem, sagde han

Kim Christiansen (DF) undsagde Ole Birk Olesen (LA) på pressemødet (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Arrogance og dårlig attitude

I dag kommer Kim Christiansen og DF med endnu en lammende kritik af ministeren efter mindre end 100 dage på ministerposten:

- Set fra min stol kom Ole Birk ufatteligt skævt ind i jobbet som minister. Han kom med en arrogance og en attitude om, at 'nu skal min politik bare igennem', siger Kim Christiansen.

Netop kredsen af transportordførere - på Christiansborg også kendt som trafikmafiaen - har for vane at kræve en særlig behandling, der blandt andet involverer god mad, en kold fra kassen og en stor portion lydhørhed. Alligevel nævner flere ordførere, at der her er tale om mere end blot en personfejde mellem ordførere og minister.

Han er langt fra god nok til at pleje sit netværk og opbygge tillidsfyldte relationer, lyder analysen fra begge sider af folketingssalen.

Fra journalist til borgerlig debattør

Den nu snart tre måneder gamle transport-, bygnings- og boligminister er først og fremmest kendt som en politiker, der er bramfri og kontant. Han har altid skilt sig ud som særdeles liberal og har blandt andet været tilknyttet det liberale ’Selskabet Libertas’.

Efter uddannelsen på Journalisthøjskolen markerede Ole Birk Olesen sig som en markant journalist i flere sager - først på Ekstra Bladet og siden på Berlingske Tidende.

I 2007 stoppede han på avisen i Pilestræde og stiftede netavisen 180Grader. Der manglede et borgerligt medie, der ikke var berøringsangst, forklarede han dengang til Ugebrevet A4:

- Vi tør behandle de enorme samfundsproblemer, som velfærdsstaten skaber. Dem er der i dag ingen medier, der vil røre ved, fordi journaliststanden er venstreorienteret, selv på de medier, der ellers er erklærede borgerlige, sagde han.

Det var samtidig her, at partiformand Anders Samuelsen fik øjnene op for 180Grader-stifteren, som han senere gjorde til spidskandidat, da han stiftede Liberal Alliance.

Partiformanden var dengang først i tvivl om, hvorvidt Ole Birk Olesen egentlig var 'for firkantet i sine holdninger, for ideologisk', fortæller han i sin portrætbog ’Comeback Kid’.

Tvivlen bundede blandt andet i, at Ole Birk Olesen forinden havde skrevet bogen 'Taberfabrikken', der leverer en krads kritik af velfærdsstaten:

- Men han overbeviste mig, og som han siden har sagt, så er Liberal Alliance ligesom et tog, der kører mod Skagen. Vi er alle sammen enige om retningen, men nogle vil gerne stå af i Aarhus, mens andre vil køre hele vejen, skriver Samuelsen i bogen, hvor han også roser Ole Birk Olesen for at have 'en lynende intelligens'.

Skarp ideologisk profil som hæmsko

Imens tegner flere ordførere, der ikke vil stå frem ved navn, et billede af en minister, der mildest talt ikke er populær.

Beskrivelsen går igen i flere ordførerkredse - især blandt transport- og postordførerne - hvor ministeren netop nu forhandler om både større og mindre aftaler.

Her beskriver både regerings- og oppositionsordførere en minister, der under forhandlinger rager uklar med ordførere til både højre og venstre, og at der i selvsamme kredse bliver underholdt med historier om, hvordan Ole Birk Olesen lige nu spås som den første minister i VLAK-regeringen, der bliver væltet.

Flere ordførere peger på, at det netop er den skarpe ideologiske profil, ministeren gennem flere år som fremtrædende borgerlig debattør har oparbejdet, der spænder ben for ham i forhandlingslokalet.

Cheføkonom og vicedirektør i den borgerlige tænketank Cepos, Mads Lundby Hansen, har gennem flere år kendt og fulgt ministerens karriere. Han beskriver ham som 'et liberalt fyrtårn' og 'en stærk debattør':

- Jeg ser ham som en meget ideologisk person. Han er ekstremt god til at sætte ord på den liberale tankegang - og så er han ikke bange for at sige tingene lige ud, siger Mads Lundby Hansen.

Hvorfor tror du, at der kommer den her ordførerkritik af ham?

- Jeg synes, det er en meget hurtig kritik. Han har været minister i meget kort tid. Som finansordfører skaffede han en kæmpe borgerlig sejr ved blandt andet at få sænket registreringsafgiften. Det var i høj grad hans fortjeneste og forhandling. Det er ikke så stort som topskatten, men det er et stykke deropad, siger han.

Kom for sent til postmøde

Den økonomiske krise i dansk-svensk ejede PostNord har i disse dage sikret Ole Birk Olesen en række møder med Folketingets postordførere.

I forligskredsen forventer ordførerne en tæt orientering og forhandling om det skrantende selskabs fremtid.

Men heller ikke her er der begejstring over ministerens forhandlingstilgang. Flere ordførere beskriver, hvordan ministeren kom for sent til et i forvejen kort møde, virker uforberedt og ikke specielt interesseret i at finde en fælles løsning med ordførerne.

- Når vi har talt om post med ham, så virker han som om, at han ser lidt sådan på det, at man må lade falde, hvad der ikke kan stå. Han forsøger at forklare alt ud fra et ud fra et meget liberalt synspunkt. Og det kan være svært, siger Dansk Folkepartis postordfører, Henrik Brodersen.

Samtidig beskriver andre postordførere, der ikke ønsker at stå frem med navn, hvordan ministeren virker usikker på substansen og i høj grad læner sig op ad embedsværket i ministeriet.

Socialdemokratiets postordfører, Christian Rabjerg Madsen, nøjes med at mene, at det er på tide, 'at Liberal Alliance snart sender en voksen til møderne om PostNord':

- Og den voksen kunne meget vel være ministeren, siger han.

Ole Birk Olesen har ikke ønsket at medvirke i denne artikel eller svare på ordførernes anonyme kritik.

Facebook
Twitter