Ikke nok med fængsel: Regeringen vil fratage nogle kriminelle retten til at være forældre

Personer med en dom for personfarlig kriminalitet skal kunne miste forældremyndigheden, mener børneministeren.

Fængselsstraf er ikke nok, hvis man som forælder er dømt for personfarlig kriminalitet, mener regeringen. (Foto: Dennis Lehmann © Scanpix)

Det er ikke nok, at personer, der begår mord, grov vold og anden personfarlig kriminalitet, udstår deres fængselsstraf, hvis det står til regeringen.

Som udgangspunkt skal de også fratages retten til at være sammen med deres børn og forældremyndigheden, hvis den anden forælder ønsker det.

Det skriver Berlingske.

Onsdag fremsætter regeringen et lovforslag, der ifølge avisen vil indføre "en klar formodning imod", at en forælder er egnet til forældremyndighed, samvær eller anden kontakt med sine børn, hvis man eksempelvis er dømt for drab, grov vold, incest, omskæring eller menneskehandel.

Vender loven om

- Nybruddet her er, at vi vender fokus fra at handle om forælderens rettigheder til at handle om barnets beskyttelse, siger børne- og socialminister Mai Mercado (K) til Berlingske.

- Hvis man begår så alvorlig personfarlig kriminalitet, mener jeg grundlæggende, at man spiller sig af banen som god og ansvarlig forælder, siger hun.

Det skal kun i helt særlige tilfælde være muligt for den forælder, der er blevet dømt, at fastholde forældremyndigheden, hvis parterne ikke er enige.

Som reglerne er nu, er det ifølge forældreansvarsloven allerede muligt at fratage forældremyndigheden i særlige tilfælde.

Men med regeringens forslag bliver det ifølge avisen "vendt om", sådan at det kun er i særlige tilfælde, at man kan påberåbe sig forældremyndigheden.

/ritzau/

Facebook
Twitter