Inden pressemøde: Her er partiernes ønsker til restriktioner

Sundhedsordførerne er indkaldt til møde forud for pressemøde klokken 14 i Statsministeriet.

Sundhedsordførerne Martin Geertsen (V) og Per Larsen (K) efter et orienteringsmøde i Sundhedsministeriet onsdag den 24. november 2021. (arkivfoto) (Foto: NILS MEILVANG © Ritzau Scanpix)

Forsamlingsloft, mundbind, bredere brug af coronapas.

Buddene er mange, inden sundhedsordførerne for kort tid siden gik til møde for at blive orienteret om covid-19 forud for et pressemøde i Statsministeriet klokken 14 om coronasituationen i Danmark. Til mødet deltager sundhedsministeren, Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen.

I sidste uge trådte en række nye restriktioner i kraft, og Epidemikommissionen har set på behovet for flere restriktioner, oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke i forgårs.

Og partierne har i hvert fald gjort sig klar, hvad de synes, der giver mening at indføre.

Konservative er klar til flere restriktioner

Hos Konservative fortæller sundhedsordfører Per Larsen, at de gerne ser, at smitteudbredelsen inddæmmes, og at vi passer på vores sundhedsvæsen.

Det er en anden melding end for et par dage siden, hvor han udtrykkeligt gjorde det klart, at Konservative ikke var klar til nye restriktioner.

- Det er klart, at når sundhedsmyndighederne anbefaler det, så skal vi selvfølgelig have trådt på bremsen, siger han.

Når han bliver spurgt til, hvilke restriktioner Konservative gerne så, svarer han:

- Der er selvfølgelig sådan noget som store koncerter, et forsamlingsloft kommer givet vis på tale. Men vi har jo også en række restriktioner. Så det er noget, der kommer ud over det, der kommer på tale. Det siger næsten sig selv.

Derudover vil de gerne give restauranterne mulighed for at lukke helt ned og blive kompenseret i stedet for at blive ved at holde åbent og være ramt af de restriktioner og anbefalinger, der er, som gør at kunderne holder sig væk.

Hos Venstre fortæller sundhedsordfører Martin Geertsen, at de vil lytte til sundhedsmyndighedernes anbefaling.

- Jeg synes, det mest rimelige må være, at sundhedsmyndighederne giver en status og fortæller, hvad der skal til, siger han.

Støttepartier kræver handling

I det hele taget efterspørger de handling - og både Enhedslisten og De Radikale havde da også sendt en kraftig opfordring på mail forud for indkaldelsen til mødet, som appelerede til, at sundhedsministeren handler på de rekordhøje smittetal og den nye omikron-variant.

SF er klar til både at suspendere behandlingsgarantien, opruste teskapaciteten, forsamlingsloft og lukning af restauranter og barer.

- Hvis de værste prognoser taler sandt, tror jeg, vi kan få behov for en eller anden form for forsamlingsloft i en periode, indtil vi har fået styr på omikronvarianten, sagde Kirsten Norman Andersen torsdag.

- Jeg tænker, at det sagtens kunne blive aktuelt, at man lukker restauranter og barer ned i en periode, og at man forhindrer, at rigtig mange mennesker er samlet i det offentlige rum.

Hos Enhedslisten er man enig i, at der er behov for nye restriktioner hurtigst muligt. De vil også gerne have, at man kigger på at suspendere behandlingsgarantien og tager et kig på nattelivet.

- Jeg så gerne, at vi kunne indføre det allerede før weekenden, så vi kan forsøge at få bremset den temmelig ekstreme stigning i smitten, vi oplever lige nu, siger Peder Hvelplund, der er coronaordfører i Enhedslisten.

- Det kunne være yderligere begrænsninger i nattelivet, et forsamlingsloft muligvis ned til 10 personer og en strategi for, hvordan vi sikrer kapacitet i sundhedsvæsnet og i test- og smitteopsporing.

Også Radikale Venstre går til mødet med den indstilling, at der er behov for handling i forhold til smitten.

- Det er vigtigt, at vi får bremset smittespredningen så meget som muligt, så vi kan holde jul og få børnene tilbage i skole, siger Christina Thorholm, der er sundhedsordfører for Radikale Venstre.

- Vi hører, at de sundhedsfaglige eksperter siger, at det er vigtigt med flere restriktioner, og de taler blandt andet om forsamlingsloft. Det bakker vi op om, siger hun.

FacebookTwitter