Indtægten fra olie og gas blev halveret i 2015

I 2015 tjente staten godt ni milliarder kroner på olie og gas i Nordsøen. Det er halvt så meget som i 2014.

Tyra-feltet i Nordsøen skal genopbygges, fordi feltets platforme synker. Det ventes at koste 30 milliarder kroner at renovere, og derfor har Mærsk krævet en mere lukrativ aftale med staten, hvis det skal fortsætte produktionen. (Foto: Tom Ingvardsen/Mærsk Olie og Ga © Scanpix)

Statskassen scorede 9,3 milliarder kroner i 2015 i indtægter fra olie- og gasproduktionen i Nordsøen, viser Energistyrelsens økonomiske opgørelse.

Gevinsten er halveret sammenlignet med 2014, da staten tjente 18,8 milliarder kroner. De halverede indtægter skyldes et voldsomt fald i olieprisen fra andet halvår af 2014 til begyndelsen af 2016.

Kun en meget lille del af faldet i indtægter skyldes, at der produceres mindre gas og olie.

Statens indtægt i 2015 svarer til et plus på 1.600 kroner for hver dansker. Derfor skæpper olie og gas stadig godt i statskassen, så samfundsøkonomien får et betydeligt bidrag fra Nordsøen.

Energistyrelsen venter, at olieproduktionen gradvis falder fra 8,7 millioner kubikmeter i 2016 over 8,4 millioner kubikmeter i år til 6,6 millioner kubikmeter i 2020.

Gasproduktionen svinder fra 3,9 milliarder kubikmeter i både 2016 og i år til 1,1 milliarder kubikmeter i 2020.

/ritzau/