Indvandrere og efterkommere koster 28 milliarder årligt

Flere asylansøgere skal i beskæftigelse, da de trækker på de offentlige finanser, mener finansministeren.

En stor del af udgifterne til indvandreres efterkommere skyldes, at mere end 80 procent af disse er under 25 år og derfor ikke i den traditionelt skattebetalende alder. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Indvandrere og efterkommere er samlet set en omkostning for de offentlige finanser på 28 milliarder kroner årligt.

Det viser en ny analyse af indvandreres nettobidrag til de offentlige finanser, som Finansministeriet har gennemført.

- Vi får en direkte økonomisk gevinst af de udlændinge, der kommer til Danmark for at arbejde.

- Desværre kommer rigtig mange ikke med det formål, men som asylansøgere med mere. Den gruppe har meget lav beskæftigelse. Det er ekstremt dyrt for den offentlige økonomi.

- Derfor skal vi have ændret balancen, så flere udlændinge er en del af arbejdsmarkedet frem for at være på overførselsindkomst, siger finansminister Kristian Jensen (V) i en pressemeddelelse.

Stor del unge

Det er primært ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere, som samlet set går i minus på 33 milliarder kroner, mens vestlige indvandrere fra eksempelvis USA og de øvrige EU-lande giver et samlet plus.

Personer med dansk oprindelse giver ifølge Finansministeriet også samlet set et plus på 56 milliarder kroner i år 2014.

At indvandrer fra ikke-vestlige lande koster statskassen skyldes først og fremmest, at gruppen har en lavere tilknytning til arbejdsmarkedet. Kun halvdelen af de 25-64-årige indvandrere fra ikke-vestlige lande er i beskæftigelse, mens det for personer med dansk oprindelse gælder godt 80 procent.

Det skal dog bemærkes, at en stor del af udgifterne til indvandreres efterkommere skyldes, at mere end 80 procent af disse er under 25 år og derfor ikke i den traditionelt skattebetalende alder.

DR Nyheder

Facebook
Twitter