Tema Finanslov 2018

Ingen aftale er på plads i Statsministeriet

LA vil indgå finanslov og skatteaftale som samlet pakke, mens DF vil dele dem op. Løkke konkluderer i morgen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forventes at konkludere på de tre forhandlingsforløb i morgen omkring middagstid (Arkivbillede). (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Partiformænd og ministre har brugt hele dagen og aftenen på at gå til og fra forhandlinger på Christiansborg og Slotsholmen, hvor en række ministerier holder til.

Trods den megen aktivitet står det her til aften ved 23-tiden klart, at forhandlingerne i Statsministeriet mellem de tre partiformænd i regeringen - ganske som ventet - ender uden en aftale.

Finanslov 2018

Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået en finanslov for 2018. Hovedpunkterne er penge til ældre, sundhed og politi. Forhandlinger om skatteaftale og udlændingeaftale er ikke på plads og fortsætter.

Gå til tema

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde allerede i går, at han sigtede mod at konkludere på de tre forhandlingsforløb - finanslov, skat og udlændingestramninger - fredag middag.

Her til aften er meldingen fra Statsministeriet, at den målsætning står til troende.

DF vil opdele forhandlingerne

Dansk Folkeparti ønsker at dele forhandlingerne op. Mens regeringen og særligt Liberal Alliance vil forhandle aftalerne samtidig.

- Der er en samtidighed i de her ting set fra Liberal Alliances side, og det tror jeg sådan set, der er en bred erkendelse for. Derfor tror jeg på, at hvis der er en vilje hos alle, så finder vi hinanden, siger LA-leder Anders Samuelsen.

Dansk Folkeparti har dog brugt halvanden uge på at tale om at dele forhandlingerne op. Partiet opfordrede tirsdag regeringen i direkte vendinger til at adskille forhandlingerne.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, understreger dog her til aften, at han er villig til at skrive under på en finanslovsaftale med det samme.

Uenighed om udlændingestramninger

At blive enige om udlændingestramninger kan dog have lange udsigter. Thulesen Dahl henviser til, at juristerne først skal udarbejde notater, som vil tage tid at bearbejde ordentligt.

DF-lederen vil have sikkerhed for, at det er inden for rammerne af internationale konventioner. Samtidig ønsker han at gå til kanten af selv samme konventioner.

- Det er klart, at vi lægger vægt på, at det er gjort ordentligt, og at vi ikke efterfølgende får besked om, at det kunne vi bare have gjort bedre.

- Det skal gøres ordentligt, og det tager tid. Og der ligger vi ikke under for, at regeringen har et eller andet synspunkt om, at noget er knyttet sammen, siger han.

/ritzau/