Ingen aftale i nat: Partier skal forhandle videre om fase 4

Forhandlinger om den næste fase af genåbningen fortsætter de kommende dage, siger Peter Skaarup.

Sundhedsminister Magnus Heunicke og kustitsminister Nick Hækkerup før onsdagens forhandlinger. Der er endnu ikke landet en aftale. (Foto: © Martin Sylvest Andersen /Scanpix, Ritzau Scanpix)

Folketingets partier forhandlede i går i timevis om at nå frem til en aftale for næste fase af genåbningen, den såkaldte fase 4.

Men sent om aftenen kunne DF's gruppeformand, Peter Skaarup, oplyse, at man ikke er blevet enige om en aftale. Der skal forhandles videre de kommende dage.

- Der er nogle muligheder for at lave en aftale. Men jeg kan ikke tillade mig at sige, hvad det går ud på, når vi nu skal mødes igen, siger han efter forhandlingerne.

Folketingets partier havde ellers udformet et udkast til en aftale. I udkastet var der blandt andet lagt op til en forlængelse af forsamlingsforbuddet på 100 personer.

Blå blok kræver mere handling

Af udkastet fremgik det ligeledes, at nattelivet og diskoteker står til ikke at få lov at åbne foreløbig. En ophævelse af kravet til udenlandske turister om seks overnatninger i Danmark er ligeledes på bordet ved forhandlingerne.

Men partier i blå blok savner mere handling fra regeringen, når det gælder indsatsen overfor smittespredning blandt etniske minoriteter, som ses i eksempelvis Aarhus.

- Vi håber, at vi torsdag og fredag kan få regeringen med på at sætte ind på en klar måde over for den smitte, som er startet i det somaliske miljø i Aarhus, siger Peter Skaarup.

Peter Skaarup fra DF forlader Forhandlinger om næste fase af genåbningen, den såkaldte fase 4 i Landstingssalen på Christiansborg. (Foto: © Martin Sylvest, Scanpix)

'Sundt med tænkepause'

I genåbningens fase 4 forhandler partierne blandt andet om retningslinjer for nattelivet og spillesteder.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) understreger forud for de kommende forhandlinger, at "alt er i spil".

- Der er ingen elementer i aftalen, der er sikre, før der er en samlet aftale, siger han.

Ifølge Venstres Inger Støjberg er det "temmelig udramatisk", at forhandlingerne er blevet afbrudt.

- Det er sundt, at vi nu går hjem og tænker os om. Det handler også om, hvordan erhvervslivet og kulturlivet skal kompenseres, siger Inger Støjberg.

Tror på løsning

Enhedslistens Peder Hvelplund havde håbet at lukke en aftale onsdag aften.

- Men der var nogle partier, der havde brug for noget tid. Det respekterer vi. Jeg tror ikke, der er store problemer. Jeg tror, vi når en løsning, siger han.

Det var ventet, at fase 4 af genåbningen skulle begynde i "primo august". Stigende smittetal flere steder i Danmark har dog fået regeringen til at varsle, at man ikke vil kunne åbne så meget som ventet.

/ritzau/

Det kræver partierne:

  • Politikerne på Christiansborg er fortsat samlet for at blive enige om den næste fase i genåbningen af Danmark. Blandt andet om diskoteker, spillesteder og en række uddannelsessteder skal have lov at åbne.

  • Ingen partier har endnu talt om, at nattelivet kan åbne, når sundhedsmyndighederne fraråder det. Med de seneste dages stigende smittetal, ser det ud til, at der er bred enighed om, at diskoteker og spillesteder må vente lidt endnu.

  • Venstre:

  • - Svar på coronaprøver inden for et døgn.

  • - Bruge muligheden for at tvangsindlægge corona-smittede, der bryder karantænen.

  • - Yderligere hjælp til de brancher, der ikke kan åbne alligevel (for eksempel natteliv, turisme)

  • Enhedslisten:

  • - Gratis mundbind i offentlig transport.

  • - Helt styr på om Danmark er gearet til flere samtidige lokale smitteudbrud.

  • SF:

  • - Mulighed for mere hjemmearbejde, så færre tager offentlig transport, hvor smitten kan spredes.

  • Radikale:

  • - Afskaffelse af regel om mindst seks overnatninger for turister i København.

  • - Lav en differentiering mellem natteliv og spillesteder, så der kan afholdes koncerter med restriktioner.

  • Konservative:

  • - Afskaf seks-dagesregel om overnatninger i København

  • - Flere hjælpepakker. Hvordan kan idræts- og kulturliv hjælpes videre