Ingen nationalpark ved Skjern Å

Politikerne opgiver nationalpark ved Skjern Å, og i Nordsjælland er en nationalpark udskudt. Regering og opposition kunne ike blive enige.

Nationalpark Skjern Å er opgivet. Politikerne kunne ikke blive enige om, hvor grænserne skulle gå. (© DR)

Miljøminister Ida Auken måtte i dag opgive at etablere en nationalpark ved Skjern Å. Det står klart, efter at hun holdt møde med oppositionspartierne ved middagstid.

Forligskredsen besluttede sidste sommer at undersøge muligheden for at inddrage den sydlige del af Ringkøbing Fjord i Nationalpark Skjern Å. Men et flertal i Ringkøbing-Skjerns kommunalbestyrelse har holdt fast i de oprindelige grænser og sendt sagen tilbage i Folketinget.

Modstand fra lodsejere

Og her er sagen altså strandet. Ifølge miljøminister Ida Auken fordi Dansk Folkeparti - modsat de øvrige partier - ikke var parat til at følge de lokales forslag til grænser på grund af modstand fra lodsejere i Hoven-området.

- Jeg er rigtig ærgerlig over, at parterne ikke kunne bringes sammen. Men vi har prøvet alt, skriver ministeren i en pressemeddelelse.

DF: Minister ultimativ

Omvendt kritiserer Dansk Folkepartis miljøordfører Jørn Dohrmann Ida Auken for at stille ultimative krav om, at hele området omkring nationalparken skulle med i den:

- Områder, hvor der var massiv modstand mod en nationalpark, kunne ikke pilles ud. Derfor faldt hele projektet, siger Jørn Dohrmann til DR Nyheder.

Derimod arbejder politikerne videre med at etablere nationalparken "Kongernes Nordsjælland". Men ifølge Jørn Dohrmann kan de tidligst afgøre dens fremtid i næste folketingssamling. Det skyldes ligeledes lokal modstand.

Tager på ekskursion

Men partierne bag nationalparkerne er blevet enige om at tage på ekskursion med nogle af de lodsejere, som er bekymrede ved tanken om at blive indlemmet i parken. Det skal blandt andet vise, at det at være en del af en nationalpark kan give "brandingmuligheder".

Og det kan ifølge Jørn Dohrmann resultere i et kompromis. For ham er det vigtigt ikke at tromle nogen lokale interesser.

- Man jo altid udvide en nationalpark, men man kan ikke pille nogen ud af en nationalpark, siger han.

Der er i forvejen indviet tre nationalparker i Danmark. Nationalpark Thy i 2008, Mols Bjerge i 2009 og Vadehavet i 2010.