Inger Støjberg efter Thulesen Dahls DF-exit: Det er klart, at vi skal have en kop kaffe

Inger Støjberg siger, at Kristian Thulesen Dahl vil være en styrke – også i Danmarksdemokraterne.

(Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

Kristian Thulesen Dahl har onsdag aften på sin Facebook-profil meddelt, at han har meldt sig ud af Dansk Folkeparti. Det sker 28 år efter, at han selv var med til at stifte partiet.

- Det er på mange måder en trist følelse, jeg sidder tilbage med. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle komme i en situation, hvor jeg ikke skulle være medlem af det parti, jeg selv har været med til at stifte.

- Men en gang imellem udvikler tingene sig helt anderledes, end man havde forestillet sig. Og så må man tage konsekvensen af det, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han fortæller, at hans tro på, at det kommer til at fungere i partiet, er slut, og at man i partiet har kaldt hinanden øgenavne og "behandlet hinanden rigtig skidt".

- Det er værre at være i det, end det man hører om, siger Kristian Thulesen Dahl blandt andet.

Desuden fortæller han, at han sendt en vælgererklæring afsted til Inger Støjbergs nystiftede parti, Danmarksdemokraterne.

Kristian Thulesen Dahl har meldt sig ud af Dansk Folkeparti. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Støjberg: Han har været udsat for meget stort pres

Inger Støjberg siger, at hun godt kan forstå, at Kristian Thulesen Dahl har meldt sig ud af Dansk Folkeparti.

- Han har været udsat for et meget stort pres i lang tid. Og det er menneskeligt meget hårdt, siger hun.

Længe har der været spekulationer om, hvorvidt hun og den tidligere leder af Dansk Folkeparti havde gang i et parløb om dannelsen af Inger Støjbergs nye parti.

Inger Støjberg siger, at det er helt op til Kristian Thulesen Dahl, om han kan se sig selv i projektet. Men hun er klar til at tale med ham.

- Vi har ikke lavet en aftale om, at vi skal have en kop kaffe eller noget i den retning. Men det er klart, at mine døre står åbne for sådan en snak. Det skal der slet ikke herske tvivl om.

Så han er meget velkommen i partiet?

- Kristian Thulesen Dahl vil være en styrke alle steder. Og det vil han også være for Danmarksdemokraterne, siger Inger Støjberg.

Hun fortæller dog, at hun har stor forståelse for, hvis Kristian Thulesen Dahl nu skal overveje sin fremtid, og om den stadig vil befinde sig i dansk politik.

Og det er netop lidt betænkningstid, at sagens hovedperson nu vil have.

- Jeg har det sådan, at når man træffer store beslutninger, så skal man lige sove på det og føle efter i maven, hvor man står. Jeg skal mærke efter, om jeg stadig skal være i politik, eller om jeg skal bruge det her som en anledning til at lave noget helt andet. Jeg håber, at jeg har en afklaring i løbet af kort tid, og så vil jeg melde det ud, siger han.