Inger Støjberg starter nyt parti. Det får navnet ’Danmarksdemokraterne’

Efter lang tids spekulation bekræfter Inger Støjberg over for Skive Folkeblad, at hun starter nyt parti.

Inger Støjberg starter partiet Danmarksdemokra- terne. (© RITZAU/SCANPIX)

Rygterne har svirret længe. Men den er god nok. Inger Støjberg starter et nyt parti. Det kommer til at hedde Danmarksdemokraterne.

Det bekræfter den tidligere integrationsminister for Venstre overfor Skive Folkeblad.

Hun efterlyser øget politisk fokus på Danmark uden for København. Det gælder for eksempel på sundhedsområdet, i virksomhedernes vilkår, i produktionsdanmarks muligheder i den grønne omstilling og i borgernes almindelige hverdagsliv.

- Borgerlig snusfornuft bliver omdrejningspunktet for det nye parti. Og Danmarksdemokraterne er ikke et protestparti. Tværtimod. Og hvis vi vælges ind i Folketinget, vil vi indgå i forhandlinger og forlig, siger Inger Støjberg til Skive Folkeblad og tilføjer:

- Jeg har gjort op med mig selv, at hvis jeg skal tilbage til Christiansborg, så skal jeg også være klar til - og egnet til - at sidde og forhandle med nogle af de mennesker, der både sendte mig i Rigsretten og smed mig ud af Folketinget, siger hun til avisen.

Uværdig til Folketinget

Et flertal i Folketinget stemte i 2021 Inger Støjberg uværdig til at sidde i Folketinget. Det skete i kølvandet på hendes fængselsdom, hvor hun blev idømt 60 dages ubetinget fængsel ved Rigsretten i sagen om den ulovlige adskillelse af unge asylpar.

Siden har der floreret flere rygter om Inger Støjbergs fremtid på Christiansborg. Hun har tidligere sagt, at hun ikke var færdig i dansk politik. Sidenhen blev der spekuleret i, at hun var en af kandidaterne til formandsposten i Dansk Folkeparti.

Inger Støjberg fortæller omkring klokken 13 i eftermiddag mere om det nye parti. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

I forbindelse med folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet fik rygterne om dannelse af et nyt parti endnu en tur, da Inger Støjberg og Kristian Thulesen Dahl kørte parløb. Efterfølgende valgte Kristian Thulesen Dahl ikke at genopstille i Dansk Folkeparti.

Ifølge et interview med Avisen Danmark siger Inger Støjberg dog, at hun ikke har spurgt, om Kristian Thulesen Dahl, om han vil melde sig ind.

- Hvis Kristian Thulesen Dahl kan se sig selv i det (partiet, red.), er det helt givet, at han er hjerteligt velkommen, siger hun i interviewet.

Inger Støjberg fik sin fodlænke af i slutningen af maj efter at have afsonet sin dom.

Hun og det nye parti er gået i gang med at indsamle de cirka 20.000 vælgererklæringer, der skal til for at kunne stille op til næste valg. Folketingsvalget skal senest afholdes 4. juni næste år.

Inger Støjberg vil omkring klokken 13 i dag stille sig til rådighed for pressen.

Messerschmidt: Det er kendte mærkesager

Liselott Blixt, der tidligere har været sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, men som nu er løsgænger, siger, at hun nu vil tage en snak med Inger Støjberg for at se, om hun passer ind i partiet.

- Der er en forventning om det. Men jeg bliver nødt til at tale med Inger Støjberg først for at vide, om det er noget, vi kan finde hinanden i, siger Liselott Blixt.

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, kalder overfor TV2 det "rigtig dejligt", at Inger Støjberg nu er kommet ud med, at hun starter nyt parti. Dog imponere det, som Inger Støjberg har meldt ud om partiets politik, ikke synderligt.

- Det er jo kendte mærkesager. Jeg vil næsten gå så vidt som at kalde det gammel vin på nye flasker, siger han til TV2.

Han frygter umiddelbart ikke at miste partimedlemmer til Danmarksdemokraterne.

- Jeg glæder mig i stedet hver gang, en politiker melder sig under solen og vil have en stram udlændingepolitik, siger han.

Tidligere skrev vi i toppen af artiklen, at kilden var Avisen Danmark. Det er Skive Folkeblad.

Opdateret.