Inger Støjberg: Vi kan sagtens være os selv bekendt

Intergrationsminister Inger Støjberg (V) afviser, at ny asylaftale vil føre til et usselt liv for flygtninge.

Integrationsminister Inger Støjberg (V) afviser, at asylaftalen vil føre til fattigdom. (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

Blå bloks asylaftale har fået hårde ord med på vejen af oppositionspartierne og nødhjælpsorganisationerne.

Aftalen medfører blandt andet, at optjeningsprincippet genindføres for flygtninges modtagelse af børnecheck, børnetilskud og folkepension, og så sættes integrationsydelsen ned til såkaldt SU-niveau.

Integrationsminister Inger Støjberg (V) afvister imidlertid kritikken i et interview i TV Avisen i aftes. Hun mener ikke, at aftalen fører til armod blandt flygtninge.

​- Principperne i aftalen er stort set det samme som med starthjælpen, bortset fra at man med integrationsydelsen kan kvalificere sig via en dansktest til at få 1.500 kroner mere om måneden. Den bonus er lagt ind, fordi vi ønsker, at mennesker, der kommer til Danmark, skal lære dansk. Man kan spørge sig selv, om det overhovedet er nødvendigt at belønne folk for at lære dansk, men det har vi altså valgt at gøre, siger Inger Støjberg.

Flytninges liv bliver ikke usselt med ny aftale

De ydelser, som flygtninge fremover kan se frem til at modtage, svarer til den såkaldte starthjælp, som VK-regeringen gennemførte i 2002. Syv år senere konkluderede Rockwool-fonden i en analyse af starthjælpen, at flygtninge og indvandrere på denne ordning havde været så fattige, at de havde svært ved at leve og bo forsvarligt.

Er det rimelige vilkår at byde flygtninge, eksempelvis syriske krigsflygtninge, der kommer hertil?

- Jeg synes bestemt, vi kan være os selv bekendt ved at give de flygtninge, der kommer til Danmark, den samme ydelse, som vores egne unge studerende får. Man kan så oven i købet kvalificere sig via sproget til at få en bonus på 1500 kroner om måneden.

- Og man skal bare lige tænke på, at når man kommer her til Danmark, så er der en række ting, man får med som opholdsvilkår. Det allervigtigste er, at når man kommer hertil, så er man i sikkerhed. Derudover er der gratis lægehjælp, uddannelse, alle mulige ting, så ja, vi kan bestemt godt være os selv bekendt ved at give den samme ydelse som vores egne unge studerende får, siger Støjberg.

Men jeg forholder mig til, at forskerne i Rockwool-fonden dengang konstaterede, at det skabte decideret fattigdom blandt de her mennesker. Er meningen med det her, at det skal være så fattigt, måske nærmest usselt at være i Danmark, at man vælger at forsvinde igen fra Danmark?

- Nej det skal ikke være usselt at være i Danmark, og det, synes jeg, bestemt heller ikke det er, når man får det samme, som det, de studerende får. Man får oven i købet 1500 kroner for at lære dansk. Selvfølgelig er det ikke meningen, at nogen skal være fattige. Meningen er rent faktisk, at man skal komme ud i det danske samfund og få et job.

- Det, at være på offentlig forsørgelse, kan aldrig nogensinde være et liv, som nogen kunne ønske sig. Sådan skal det i hvert fald ikke være. Det må være meningen, at når man kommer til et andet land, så lærer man sproget, så kommer man ud på arbejdsmarkedet, og så kommer man til at forsørge sig selv, siger Inger Støjberg.

Med den nye integrationsydelse vil en voksen uden børn kunne se frem til at få 5945 kroner om måneden før skat.

Facebook
Twitter