- Jeg brænder for at gøre Danmark grønnere, friere og mere næstekærligt. Jeg har ikke længere en oplevelse af opbakning, og derfor tager jeg konsekvensen og har truffet denne beslutning, siger Isabella Arendt i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Hun stopper som formand for Kristendemokraterne og melder sig ud af partiet med øjeblikkelig virkning, bekræfter hun over for nyhedsbureauet.
Senere har hun også skrevet om sin afgang på sin Facebook-profil.
- Desværre er konklusionen nu den, at jeg ikke trives i KD, skriver hun.
Isabella Arendt overtog formandsposten i 2019, efter at hendes forgænger, Stig Grenov, måtte trække sig under folketingsvalgkampen på grund af stress.
- Arbejdsglæden var forsvundet. Jeg trives simpelthen ikke i mit arbejde længere, og jeg kunne mærke, at der var længere og længere imellem, at jeg gik glad på arbejde, siger Isabella Arendt til Ritzau.
Her kan du læse Isabella Arendts Facebook-opdatering om hendes exit:
- Der var et højt og vedvarende konfliktniveau, som har slidt over en længere periode. Og så har jeg tænkt over, hvad der så skal ske, og hvad jeg ellers skal gøre, og jeg er nået frem til den konklusion, at arbejdsglæde og trivsel er vigtigst, når man bruger mange timer på noget hver uge, siger Isabella Arendt.
Hun tilføjer, at det ikke er en person eller en sag internt hos Kristendemokraterne, som får hende til at forlade partiet og dansk politik.
Om det er et endegyldigt farvel til politik, ved hun ikke.
- Lige nu ved jeg ikke, hvad der kommer til at ske. Jeg har været gift med KD hele mit voksne liv og har stort set ikke brugt tid på noget andet, så lige nu skal jeg lande på benene og finde ud af, hvilke nye døre jeg skal gå ind ad fremadrettet, siger Isabella Arendt.
- Jeg er langt fra kørt træt af at have visioner for Danmark. Sagen er bare den, at jeg har brug for en ny platform, hvor jeg kan udleve visionerne. Jeg har brug for luft under vingerne et andet sted, skriver hun på facebook.
Har intet med Jens Rohde at gøre
Kristendemokraternes politisk ordfører, Jens Rohde, meddelte i sidste uge, at han ikke stiller op til næste folketingvalg. Han er partiets eneste folketingsmedlem.
Isabella Arendts exit har ikke noget med Rohdes beslutning at gøre, understreger hun.
- Min beslutning har jeg taget af hensyn til min egen arbejdsglæde og af hensyn til, at jeg har rigtig meget at give af gode politiske idéer.
- Hvad KD nu gør, er op til den tilbageværende ledelse at finde ud af, siger Isabella Arendt.