Islamisk Trossamfund: Vil Støjberg indføre Apartheid?

Inger Støjbergs kronik om skærpede krav til indvandrere fra muslimske lande bliver mødt med hovedrysten af Islamisk Trossamfund.

Islamisk Trossamfund giver ikke meget for den kronik, som Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, har skrevet i dagens udgave af Berlingske.

I kronikken lægger Inger Støjberg op til, at der skal være forskellige krav for indvandrere, der kommer til Danmark fra vestlige lande, og indvandrere, der kommer hertil fra ikke-vestlige lande.

Men ifølge talsmanden for Islamisk Trossamfund, Imran Shah, er Støjbergs visioner i strid med grundloven.

Ikke brug for strengere krav

- Vi glæder os over, at hun toner rent flag i debatten, men hvordan vil hun rent faktisk føre det ud i livet? Er det en form apartheid-politik, hun vil føre over for muslimer. Det er sådan, jeg læser det, og det vil være i strid med grundloven, siger Imran Shah.

Inger Støjberg argumenterer i sin kronik for, at indvandrere fra vestlige lande er lettere at integrere i det danske samfund end indvandrere fra ikke-vestlige lande, og at der derfor er brug for, at der kommer skærpede krav til ikke-vestlige indvandrere.

Men det mener Imran Shah ikke, at der er brug for.

- Der er fine krav i forvejen. Dem, der kommer til landet, er ikke interesseret i at sidde på deres flade og ikke at lave noget, og de er også gode til at tage uddannelser. Jeg ved ikke, hvor hun får sine forestillinger omkring muslimer fra, men måske handler det om at kapre stemmer fra Dansk Folkeparti, siger talsmanden.

Eid-festen bliver ikke ødelagt

Kronikken fra Inger Støjberg kommer på dagen, der markerer afslutningen på den muslimske fastemåned Ramadan, festdagen Eid.

Men det ødelægger ikke den muslimske festdag, at kronikken kommer på netop denne dag.

- Det er en spindoktor-provokation. Så det er ikke noget, der kan ødelægge vores dag, siger Imran Shah.

Se interviewet med Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, og talsmanden for Islamisk Trossamfund, Imran Shah, i videoen over artiklen. Klik på play.

Facebook
Twitter