Israel lykønsker Danmark med Thornings manglende underskrift

EU's erklæring er mere afbalanceret end de nordiske socialdemokraters, siger Israels ambassade i Danmark, men understreger, at ingen erklæringer kan stoppe situationen i Gaza.

Roi Dvir er chargé d'affaires og talsperson for Israels ambassade i Danmark. (© DR)

Tillykke til Danmark, tillykke til Helle Thorning-Schmidt.

Sådan lyder reaktionen fra den israelske ambassade i Danmark, efter at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i weekenden afslog at være medunderskriver på en erklæring, hvor de øvrige socialdemokratiske partiformænd i Norden fordømmer Israels bombardementer af Gaza.

Helle Thorning-Schmidt har i stedet valgt at følge EU's linje om den aktuelle konflikt i Gaza.

- Det var vi selvfølgelig glade for, og vi lykønsker Danmark. EU-erklæringen er mere afbalanceret end den nordiske erklæring. Der var nogle elementer i EU-erklæringen, som vi ikke kunne lide, men den er overordnet mere positiv, siger Roi Dvir, talsperson for den israelske ambassade, til DR Nyheder.

Nordiske socialdemokrater er "forudindtagede"

Modsat den officielle EU-erklæring, som blev vedtaget 18. juli i Bruxelles, vælger de nordiske socialdemokrater at "fordømme" både Israel og Hamas.

EU-landene "fordømmer" til gengæld kun Hamas og udtaler, at Israel har ret til at "forsvare sin befolkning", men at det skal ske "proportionelt" og med hensyntagen til civilbefolkningen.

Israels ambassade i Danmark er ikke overraskende uenig i de nordiske socialdemokraters fordømmelse af Israel.

- Jeg mener, at det er en forudindtaget erklæring, som placerer den største del af skylden hos Israel, mens realiteterne er helt anderledes. Vi skal huske, at det var Hamas, der bragte os i denne situation ved at bruge befolkningen i Gaza som et menneskeligt skjold. En krigsforbrydelse, siger Roi Dvir.

- Det er også Hamas, der fyrer raketter mod Israel, så jeg havde gerne set en mere afbalanceret erklæring, siger han.

Flere end 1100 palæstinensere dræbt

Konflikten mellem Israel og Hamas har nu kostet flere end 1.100 palæstinensere livet. Det oplyser de palæstinensiske sundhedsmyndigheder.

Mandag anslog FN antallet til 999, herunder 226 børn.

På israelsk side er dødstallet opgjort til 56. Af dem er 53 soldater i den israelske hær, mens tre civile er blevet dræbt af Hamas' raketter.

Roi Dvir fastholder ligesom den israelske regering, at Israel primært rammer Hamas-mål i Gaza, men at det er svært i et af verdens mest befolkede områder ikke at ramme civile.

Ingen udsigt til fred

Han tilføjer, at der kan skrives nok så mange erklæringer om Israel og for den sags skyld Hamas, men det vil ikke have nogen effekt på Israels militære operation i Gaza.

- Det er vigtigt at forstå, at i sidste ende vil erklæringer ikke løse denne konflikt. Den bliver først løst, når Hamas stopper med at skyde raketter og angribe civile israelere, siger Roi Dvir.

Der er derfor heller ingen umiddelbar udsigt til, at Israel indstiller sine bombardementer eller trækker sine soldater ud af Gaza.

- Hamas har fortsat tunneller, der ikke er blevet ødelagt, og der affyres fortsat raketter mod Israel. Så længe det bliver ved, kan der ikke blive tale om at afslutte operationen.