Jacob Bundsgaard er ny formand for KL

Kommunernes Landsforening har valgt sin nye bestyrelse på et topmøde i Aalborg.

KL's afgående formand Martin Damm (th) og den nye formand borgmester Jacob Bundsgaard fra Aarhus ved Kommunernes Landsforenings Topmøde. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Den socialdemokratiske borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard, er netop valgt som ny formand for Kommunernes Landsforening.

Han overtager dermed posten fra Venstres Martin Damm.

Det skriver organisationen på sin hjemmeside.

Flere udskiftninger hos Socialdemokraterne

Derudover er der sket flere udskiftninger i KL-bestyrelsen.

Afgørelsen af de socialdemokratiske pladser i bestyrelsen trak særligt ud for de østlige socialdemokrater, hvor der blev foretaget en udskiftning.

Her måtte der en afstemning til mellem Odsherreds borgmester, Thomas Adelskov, og Roskildes borgmester, Joy Mogensen. Og det blev den populære Joy Mogensen, der trak det længste strå.

Mogensen fik 14.961 personlige stemmer ved kommunalvalget i efteråret.

Socialdemokraterne fra Vestdanmark havde klaret ærterne på forhånd og givet genvalg til Jacob Bundsgaard fra Aarhus og Thomas Kastrup-Larsen fra Aalborg.

To nye ansigter blev det også til, da Birgit S. Hansen fra Frederikshavn tog den tredje plads, og Jacob Bjerregaard fra Fredericia tog den fjerde.

Frank Jensen, overborgmester i København, og Thomas Gyldal Petersen, Herlev, holdt fast i deres pladser uden de store problemer.

Socialdemokraterne i KL har også vinket farvel til Odenses forhenværende borgmester Anker Boye. Hans afløser i Odense, Peter Rahbek Juel, var dog ikke i spil til en af bestyrelsesposterne.

Længere proces hos De Radikale

Radikale Venstre var igennem en længere afstemningsproces, indtil en kandidat fik over 50 procents opbakning. Det endte dog med status quo, idet Rebilds borgmester, Leon Sebbelin, beholdt sin bestyrelsespost.

Med pladsen i bestyrelsen følger der dog en udtalelse fra det radikale kommunale bagland. På gruppemødet i Aalborg vedtog de nemlig, at KL’s lockoutvarsel er et ”for voldsomt tiltag” på nuværende tidspunkt.

Onsdag stemte Leon Sebbelin ellers for lockoutvarslet, da KL’s bestyrelse drøftede det i Aalborg.

/ritzau/

Facebook
Twitter