Forsvarsminister og Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen går på sygeorlov på ubestemt tid.
Det skriver han på Facebook.
Sygemeldingen kommer efter et ildebefindende i sidste uge, der sendte ham en tur på hospitalet.
- Jeg har altid været typen, der passer mine ting, og derfor var jeg opsat på at vende tilbage på arbejde med det samme. Men nu hvor der er gået nogle dage, må jeg erkende, at jeg ikke er klar til det, skriver han.
Ifølge Ellemann kommer sygemeldingen, efter han som partiformand og minister haft usædvanligt travlt gennem en længere periode.
- Nu sender min krop et signal om, at det er tid til at tage en pause, hvis ikke det skal ende galt. Det vil jeg lytte til.
- Konklusionen er derfor, at jeg, efter råd fra min læge, bliver nødt til at trække stikket i en periode og tage orlov. Og så vender jeg tilbage, når jeg er klar, lyder det.
Troels Lund Poulsen vikarierer
Mens han er sygemeldt, vil økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) træde ind som fungerende forsvarsminister samtidig med, at han fortsætter som økonomiminister.
- Han kender forsvarsområdet rigtig godt fra sin tid som forsvarsordfører, og han vil fortsætte arbejdet med at forberede et nyt forsvarsforlig, så regeringen kan præsentere et udspil til forhandlinger hen på foråret, skriver Ellemann.
Troels Lund Poulsen, der altså nu skal vikariere for Ellemann i Forsvarsministeriet, skriver på Facebook, at han er berørt af, at partiformanden er nødt til at sygemelde sig.
- Jeg kender Jakob som et meget pligtopfyldende menneske, og jeg ved, hvor meget han ønsker at gå på arbejde og løse opgaverne. Men helbredet skal være i orden, og derfor er det godt, at han nu tager en pause, så han kan komme sig helt, skriver han.
Internt i Venstre overtager regionsrådsformand Stephanie Lose ansvaret for partiets organisation.
Kollegaer ønsker god bedring
Også statsminister Mette Frederiksen har været ved tasterne og skriver på Facebook, at den slags advarsler, som Jakob Ellemann-Jensens krop har sendt ham, er man nødt til at tage alvorligt.
- Jeg bakker selvsagt op om beslutningen. For, som Jakob selv skriver, kan man ikke både være far, forsvarsminister og partiformand, hvis helbredet ikke er i orden.
- Jeg glæder mig til at få Jakob tilbage. Men lige nu er det vigtigste, at han passer på sig selv og sin familie.
På Facebook vælter det ind med beskeder fra både politiske med- og modspillere til den nu sygemeldte partiformand i kommentarsporet under opslaget
- Rigtig god bedring Jakob. Godt, du tager en pause - det er vigtigt at passe på sig selv! skriver SF's formand, Pia Olsen Dyhr.
- Rigtig god bedring, Jakob. Det er godt at du lytter til din krop og din læge. Vi glæder os til at du kommer tilbage, skriver Venstres politiske ordfører, Morten Dahlin.