Jakob Ellemann om Inger Støjbergs afskedssalut: 'Det er lodret forkert, en stråmand, en bortforklaring'

Jakob Ellemann-Jensen mener, at det er trist, at Inger Støjberg forlader Venstre. Han er uenig i hendes argumenter.

Det er lodret forkert og decideret usagligt, når Inger Støjberg i sin afskedssalut forsøger at tegne et billede af, at Venstres udlændingepolitik er for slap.

Sådan lyder det fra Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen, der reagerer skarpt på den nu tidligere Venstre-politikers dramatiske farvel til det parti, hun har været en del af i næsten 30 år.

- Det er lodret forkert. Det er en stråmand, et behov for at finde en undskyldning, en bortforklaring, siger Jakob Ellemann-Jensen foran sit kontor på Christiansborg.

Inger Støjberg siger i et interview med DR Nyheder, at hun "ikke kan forstå, at udlændingepolitik er så helt utroligt kompliceret i Venstre".

- Jeg kan ikke forstå, at man ikke kan diskutere konventioner, og at man nogle gange tager mere hensyn til de kriminelle udlændinge, der kommer hertil, end til alle os danskere, der har boet her i mange år, siger Inger Støjberg.

Hun mener, at Danmark står foran en indvandringsbølge, og at det kræver en stram udlændingepolitik at håndtere situationen, men ifølge Inger Støjberg har Venstre den ikke.

Ellemann: Kritik er dårligt valg

Den udmelding overrasker Jakob Ellemann-Jensen.

- Når jeg hører, at Inger er uenig i den linje, som Venstre lægger, så kan det godt overraske mig lidt. Vores politiske linje har ikke ændret sig. Den bygger på en strategi, som Inger Støjberg ikke alene har godkendt, men været med til at skrive, siger han.

- Den er grundlaget for den politik, vi fører og indeholder flere elementer. Et af elementerne er en stram og konsekvent udlændingepolitik. Det har været vigtigt for os at fortsætte med den politik, men også at koncentrere os om de indre linjer i udlændingepolitikken, som har været forsømt tidligere. Det præsenterede vi et udspil om i går, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Venstre opstillede onsdag en målsætning om, at om ti år skal der ikke være forskel på, hvor mange ikke-vestlige indvandrere og danskere, der er i arbejde. Forskellen skal være halveret over fem år.

Inger Støjberg kan se frem til en rigsretssag om den ulovlige adskille af asylparrene. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Men det er der ifølge Inger Støjberg "ingen, der kan have noget imod". Den nu tidligere Venstre-politiker har også lagt mærke til, at De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, er glad for udspillet.

Jakob Ellemann-Jensen fastholder dog, at Venstres udlændingepolitik er fuldstændig, som den skal være.

- Det er et udspil, der er mere stramt og mere vidtgående end noget, Inger Støjberg har præsenteret i sin tid som udlændinge- og integrationsminister. Kritikken er lidt dårligt valgt, men jeg kan godt forstå, at der er brug for en forklaring (på hendes afsked, red.). Men uenighed om politikken handler det i hvert fald ikke om, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Inger Støjberg siger, at hun ikke har fået et ben til jorden i Venstre i den seneste tid. Kan du genkende det billede?

- Det billede kan jeg ikke genkende. Hun har været med til at udvikle den strategi, som vi står på. Det har Inger Støjberg, indtil i dag, og mig bekendt, været tilhænger af og bakket op om, men det mener hun så ikke længere, må jeg forstå, siger Jakob Ellemann-Jensen.

- Haft karriere modsat Støjberg

Inger Støjberg har også gjort en dyd ud af nævne sin stærke tilknytning til Venstres bagland, særligt i Jylland. I et interview med Skive Folkeblad siger hun, at hun ville nøjes med at melde sig ud af "Christiansborg-Venstre", hvis hun kunne det.

Men Jakob Ellemann-Jensen køber ikke præmissen om, at der skal skelnes mellem et Venstre for byen og et Venstre for landet.

- Venstres politik har en mission om, at vi vil have et rigere, et friere og et mere sammenhængende Danmark. Det er et erklæret mål at binde Danmark bedre sammen.

- Så den her skelnen mellem land og by, og det her behov for at grave grøfter, deler jeg ikke. Og jeg synes, det er forkert at se Danmark på den måde. Vi er et samlet Venstre, og det gælder både land og by, siger Venstre-formanden.

- Jeg er halv fynbo, halv vendelbo, jeg har boet i Sønderjylland og Vestjylland. Nu bor jeg i Nordsjælland og arbejder i København. Jeg synes godt, at jeg kan repræsentere Danmark. Jeg har en meget god fornemmelse af, hvad der foregår rundt omkring. Jeg har haft en karriere uden for politik, modsat mange af mine kolleger, og i øvrigt også Inger Støjberg.

Venter du en bølge af udmeldelser og dalende opbakning - Støjberg var jo en stor stemmesluger for jer?

- Nej, det håber jeg så sandelig ikke på. Det synes jeg ikke, at der er grund til, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Inger Støjberg bliver nu Folketingets ottende løsgænger. Det er rekordmange.

FacebookTwitter