Jelved: Thorning har et problem

Radikal ordfører er ikke begejstret for, at Thorning har det "mærkeligt" med tørklæder. Men partiet fastholder hende som statsministerkandidat.

Radikal ordfører er ikke begejstret for, at Thorning har det "mærkeligt" med tørklæder. Men partiet fastholder hende som statsministerkandidat.

Den radikale integrationsordfører Marianne Jelved mener, at det er "et problem for Helle Thorning-Schmidt", at hun i Debatten på DR2 har sagt, at hun har det "mærkeligt" med tørklæder.

- Som statsministerkandidat skal man vise, at man kan favne Danmark i sin mangfoldighed, siger Marianne Jelved til dr.dk.

Det ændrer dog ikke ved, at Det Radikale Venstre fortsat peger på Helle Thorning-Schmidt som Danmarks kommende statsminister. Marianne Jelved mener nemlig sagtens, hun kan finde lignende citater med tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen fra Venstre.

Den radikale ordfører medgiver, at Helle Thorning-Schmidt giver udtryk for, hvad mange danskere mener. Men en statsminister er statsminister for alle borgere i Danmark, understreger Marianne Jelved og trækker en parallel til sin tidligere kritik af Anders Fogh Rasmussens udtalelser om "får og bukke" i debatten under muhammedkrisen.

Facebook
Twitter