Trivslen og samarbejdet på de indre linjer i SVM-regeringen er - efter alt at dømme - rigtig godt. Alle centrale aktører er stadig besjælet af 'Ånden fra Marienborg'. De tror på projektet (hvem skulle ellers gøre det?). Der meldes om god kemi. Og der er ingen alvorlige uenigheder mellem de tre regeringspartier i forhold til at omsætte regeringsgrundlaget til politik.

Dét vil med 100 procents sikkerhed se anderledes ud, hvis SVM-regeringen i stedet skulle fejre sin 1.000-dages fødselsdag. Efterhånden som et folketingsvalg nærmer sig og regeringsgrundlaget er ved at være udtømt, vil partierne få behov for at markere sig mere selvstændigt. Men lige nu er sammenholdet og ambitionerne intakte.

SVM er ikke blot den regering over den politiske midte, som både Lars Løkke Rasmussen (M) og Mette Frederiksen (S) har talt så varmt for – den er også en flertalsregering. Altså på Christiansborg, hvor den derfor kan sætte sin vilje igennem, hvis den vil.

Derimod er SVM's flertal blandt vælgerne smuldret væk. Enten permanent eller for en tid.

Det viser en række meningsmålinger – og dét kan blive et problem for regeringen på længere sigt. Enhver regering har brug for en vis opbakning blandt vælgerne for at kunne føre sin politik med en vis styrke. Det gælder også en flertalsregering.

Optakten til de kommende forhandlinger om et forsvarsforlig viste, at Folketingets øvrige ni partier kan presses for hårdt, hvis de skal lave aftaler med SVM-regeringen. Så hårdt at ellers meget forskellige partier samles i fælles raseri.

Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) ønskede, at partierne på forhånd skulle godkende afskaffelsen af store bededag for at være med i forsvarsforhandlingerne – men det fik ni partiers forhandlere til at sige fra. Forhandlingerne er nu i gang – uden SVM's foretrukne adgangsbillet.

I det hele taget er et folketing med 12 partier - heraf ni uden for regeringen - en kringlet størrelse. Derfor taler SVM-regeringens ministre gerne – uden for citat – om, at der måske snart udkrystalliserer sig et andet billede, hvor nogle partier er tætte samarbejdspartnere, mens andre kun er sjældne gæster til forhandlinger i regeringskontorerne.

Blandt regeringens favoritter finder vi SF, Liberal Alliance og til dels De Radikale. Blandt de mindst attraktive finder vi Enhedslisten, der eksempelvis ikke var inviteret til forhandlinger om den syv milliarder store Ukrainefond.

Det er ikke, fordi SVM-regeringens ministre som sådan bruger ordet ”krise” igen og igen – men det ligger i baggrunden. Og det betones igen og igen, at der er store udfordringer. Svaret nævnes til gengæld gentagne gange. Nemlig ”reformer”.

På den måde er SVM-regeringen begyndt at ligne Helle Thorning-Schmidts S-SF-R-regering, der blev skabt i 2011 og sagde, at den ville gå ”reformamok”. Reformerne bliver en fælles betegnelse for store forandringer. Nødvendige – ifølge SVM - og ofte upopulære.

Først kom store bededag. De næste 100 dage vil meget handle om universitetsreformen. Dernæst kommer de første skridt mod frisættelser og afbureaukratisering.

Længere ude venter meget mere – det har samtlige topministre sagt mere end én gang. Der venter både kontroversielle og måske upopulære reformer. Men nødvendige.

Modstanden mod afskaffelsen af store bededag kom ikke bag på SVM-regeringen. Men det gjorde modstandens omfang – som formentlig blev forstærket af regeringens mange og skiftende forklaringer på behovet for afskaffelsen.

Ikke mindst modstanden fra fagbevægelsen, anført af FH, var til at høre. Og på Christiansborg stod SVM alene, indtil De Radikale til sidst meldte sig med støtte til afskaffelsen. Men tilbage står, at forslaget blev gennemført. Store bededag 2023 bliver den sidste af sin art. Medmindre bededagen indføres igen efter næste valg. Og dét er næppe sandsynligt.

Hele sagen var vigtig for SVM – om ikke andet for at vise, at den ny flertalsregering ikke bøjer sig for pres. Den økonomiske gevinst ved afskaffelsen diskuterer økonomerne stadig.

Afskaffelsen af store bededag havde høj prioritet og skulle gennemføres hurtigt. Men derudover har SVM-regeringen et ønske om at ”skynde sig langsomt”, som Lars Løkke Rasmussen siger. Udenrigsministeren ønsker også at ”tage speed ud af politik”. Det handler om at tænke sig godt om, må man forstå.

Derfor nedsætter SVM-regeringen snart en Sundhedsstrukturkommission. Den skal hjælpe regeringen med at indfri regeringens måske vigtigste løfte – at skabe et langt bedre og langt mere effektivt sundhedsvæsen.

Regeringen kan således godt skynde sig langsomt på sundhedsområdet. Men den må forvente en hård straf fra vælgerne, hvis den ikke leverer varen.

I et historisk lys har Mette Frederiksen ualmindeligt godt styr på sit parti – man skal langt tilbage i historien for at finde en socialdemokratisk partiformand med så få interne kritikere. Men forløbet omkring store bededag har slidt på forholdet til fagbevægelsen, og det mærkes ikke mindst lokalt, når socialdemokrater samles. Begejstringen er begrænset, og enkelte brokker sig.

Men Mette Frederiksen har fastholdt statsministerposten på socialdemokratiske hænder. Dét tæller til enhver tid allermest i det store gamle magtparti. For 12 måneder siden troede ingen i Socialdemokratiet, at man ville ende i en regering med arvefjenden Venstre og med Lars Løkke Rasmussen på holdet. Nu fejrer regeringen sine første 100 dage.

Modsat Mette Frederiksen, så afviste Jakob Ellemann-Jensen under valgkampen pure, at en SV-konstellation kunne komme på tale. Det skete så alligevel. Og dermed blev der skabt et forklaringsproblem, som Venstre stadig bøvler med. Og deres målinger ligger konsekvent under valgresultatet.

Det eneste håb er, at de politiske resultater med tiden vil overbevise borgerlige vælgere om, at beslutningen om at gå med i SVM var den rigtige. Eller at det borgerlige alternativ stadig er så usikkert og ubrugeligt, at vælgerne vil søge tilbage til Venstre.

I tillæg blev der skabt usikkerhed omkring Venstre, da partiformand og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen blev ramt af stress og derfor sygemeldt - en sygemelding, der endnu ikke er afsluttet. Venstre har dog håndteret usikkerheden ved for en tid at rykke næstformand Stephanie Lose til Slotsholmen. Dét har skabt midlertidig ro om Venstres ledelse – og forventningen er, at Ellemann-Jensen vender tilbage - måske til august.

Lars Løkke Rasmussen fortæller åbent, at udenrigsministerposten ikke var hans drømmestilling, men han beklæder den med politisk rutine – og er i gang med at dreje dansk udenrigspolitik i en mere pragmatisk retning, ifølge ham selv.

I det hele taget synes Lars Løkke Rasmussen rigtigt godt tilfreds med samarbejdet med S og V, og mellem S og V – som han jo også selv var med til at sætte på dagsordenen med ”Befrielsens Øjeblik” i valgkampen i 2019.

Samtidig står Løkke i spidsen for et parti, der endnu ikke har rundet sin første årsdag – men alligevel er Folketingets tredjestørste og sidder i regering med fem ministre.

De fleste politikere er nye, og partiet har haft flere personsager – men ikke flere end at Lars Løkke Rasmussen har udvist overskud ved at spøge med den mest langtrukne sag om kulturordfører Jon Stephensen.