Jens Ringberg: Uro og diskussioner i Venstre vil fortsætte

Balladen i Venstre vil foregå på et lavere blus og i det skjulte, lyder Jens Ringsbergs vurdering.

Stemningen var ikke den bedste, da Venstres i sidste uge holdt pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Er balladen i Venstre slut, efter at både Claus Hjort Frederiksen og Kristian Jensen her til formiddag kom på banen med forsonende meldinger efter en uges åben magtkamp?

Nej, lyder svaret fra DR's politiske analytiker Jens Ringberg.

- Venstre prøver at lægge låg på den interne uro i partiet, og dermed på uenigheden om, hvem der skal stå i spidsen for Danmarks største borgerlige parti. Jeg tvivler på, at det vil lykkes, for holdningerne i partiet er stadig de samme. Nogle vil af med Løkke, nogle vil af med Jensen – og nogle vil af med dem begge to, så Venstre kan komme videre.

- Min vurdering er, at uroen og diskussionerne vil fortsætte, men den næste tid på et lavere blus og mere i det skjulte, siger Jens Ringberg.

Kristian Jensen er svækket

Forretningsudvalget i Venstre var samlet onsdag aften. Her til formiddag lød det så fra Claus Hjort, at der ikke var behov for ændringer i Venstres ledelse. Det var ellers Hjort, der fik balladen til at nå nye højder, da han i sidste uge krævede, at Jensen skulle gå af som næstformand.

Fra Kristian Jensen lød det, at der nu var luftet ud og skabt klarhed og opbakning til formand og næstformand.

- Helt umiddelbart sker der en nedtrapning af en helt opkørt situation, fordi Claus Hjort Frederiksen ikke længere kræver, at Kristian Jensen stopper som næstformand, siger Jens Ringberg.

Angrebet har dog sat sine spor.

- Tilbage står, at Kristian Jensen er svækket, men han er stadig så vigtig en faktor i Venstre, at det udgør et problem for Lars Løkke Rasmussen, at hans næstformand har ambitioner om at overtage posten. Derfor kan det stadig ende med, at de begge må forlade partitoppen, lyder analysen.

Temmelig usædvanligt tiltag

Ifølge Jens Ringberg har de åbenlyse slagsmål i Venstres folketingsgruppe skabt så stor frustration i partiets bagland, at der skulle ske noget.

- Mit indtryk er, at det er Venstres organisatoriske bagland, der har bedt politikerne i toppen af partiet om at stoppe med deres magtkamp i fuld offentlighed. Det prøver man så på nu, siger Jens Ringberg.

Centralt i stridighederne har stået opfattelsen af det delte formandsskab mellem Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen.

Det blev indført i 2014, da Kristian Jensen først forsøgte at vælte Lars Løkke, men i stedet endte med at indgå en fredsaftale med ham. Aftalen betød, at Lars Løkke fortsatte som formand for Venstre.

Lars Løkke Rasmussen har sendt en mail rundt til partiets medlemmer. Her fortæller han, at det nu er lavet et notat, der klarlægger arbejdsfordelingen i Venstres politiske ledelse.

- Det er et temmelig usædvanligt tiltag – og selvfølgelig et billede på, at der er problemer i partiet, som man forsøger at gøre mindre, siger Jens Ringberg.

I videoen herunder kan du se Lars Løkke Rasmussen forholde til balladen på Venstres sommergruppemøde i fredags.

Facebook
Twitter