Jens Rohde er ikke alene: Aldrig før har så mange i Folketinget skiftet parti

Siden sidste valg til Folketinget har 12 politikere forladt det parti, de er valgt for.

Flere markante folketingsmedlemmer er ikke længere medlem af det parti, de er valgt for. (Foto: Grafik: Sofie Jackson Bangsgaard)

Jens Rohde har prøvet det før. At skifte et parti ud med et andet.

Nu har han så gjort det endnu en gang. Den tidligere Venstre-mand blev medlem af Radikale Venstre i 2015, men har nu igen fundet sig en ny græsmark, denne gang hos Kristendemokraterne.

Og selvom det er opsigtsvækkende, at Rohde skifter parti, er han bestemt ikke den eneste. Faktisk har der aldrig tidligere været så mange medlemmer af Folketinget, der har forladt det parti, de er valgt for, i en enkelt valgperiode.

Det kan man læse i Berlingske, der har fået tal fra Aarhus Universitet, hvor man løbende registrerer, hvor mange der skifter parti i en valgperiode.

I denne omgang er det hele 12 politikere, der har taget springet, enten til en plads som løsgænger eller til et andet parti.

Det er mere end i nogen tidligere valgperiode. I gennemsnit forlader lidt mere end 3 politikere normalt sit parti i en valgperiode.

Det er der nok to årsager til, forklarer Helene Helboe Pedersen, der er professor i statskundskab på Aarhus Universitet og en af forskerne bag opgørelsen af partihoppere.

Den ene handler om ændringer over længere tid, for der er en stigende tendens til, at flere politikere skifter parti.

- Det tyder på, at politikerne er blevet mindre partitro - ligesom vælgerne, siger hun.

Den anden er, at der i nogle perioder kommer nogle "bump", hvor større ændringer i Folketinget eller i partierne får politikere til at skifte.

- Det kan hænge sammen med nogle opgør, både internt i partierne og på tværs af partierne. Opgør om samarbejdet i blokkene, og om hvem der lægger linjen. Vi så det, da Ny Alliance opstod, og dengang Fremskridtspartiet brød sammen, siger Helene Helboe Pedersen.

Og et af de bump ser vi altså lige nu, hvor interne uenigheder har skilt nogle folketingsmedlemmer fra hos både Venstre og Radikale Venstre, og hvor Alternativets folketingsgruppe næsten forsvandt fra den ene dag til den anden på grund af et formandsopgør.

De mange partihop kan have en betydning for vores opfattelse af demokratiet, forklarer Helene Helboe Petersen.

For når en politiker forlader det parti, han eller hun er valgt for, kan vælgerne opfatte det som et kontraktbrud.

- Det kan føre til øget mistillid.

Men omvendt er muligheden for at tage sit mandat med fra sit gamle parti også vigtig.

- Der står jo i grundloven, at politikerne er frit stillet, uanset hvem de er valgt for. Og hvis partiet rykker væk fra det, det lovede, så er det jo også op til den enkelte politiker at gøre op med sig selv, om man bedre repræsenterer sit mandat ved at forlade partiet, siger hun.

Meget få bliver valgt i Folketinget som løsgængere - men en del bliver det undervejs. Bliv klogere på løsgængere i Folketinget i videoen her:

Men hvordan tager vælgerne egentlig mod partihoppere?

Skidt, hvis man skal tro vælgernes egne udsagn, lyder det fra Helene Helboe Pedersen.

- Hvis man spørger vælgerne direkte i spørgeskemaundersøgelser, siger de, at de ikke kan lide partihoppere. Så på den måde er det bestemt ikke populært, siger hun.

Men omvendt kan mange vælgere godt lide selvstændige politikere, der står på egne ben og tør sige deres partier imod.

Og ved næste valg er der som regel ingen "straf" fra vælgerne til de hoppende politikere.

- Så længe de er skiftet til et andet parti, så har de helt fin chance for at blive genvalgt. Løsgængere bliver jo aldrig valgt ind, men hvis de er kommet over i et nyt parti, går det som regel fint for dem, siger hun.

Ifølge hende skyldes det især, at danske vælgere i høj grad stemmer på partier frem for på enkeltpersoner, så selv hvis en vælger ikke kan lide den ene person, der har skiftet parti, stemmer de som regel alligevel på partiet. Og det gavner den hoppende politiker, om vælgeren vil det eller ej.

- Det skræmmer i hvert fald ikke vælgerne væk fra partiet, siger valgforskeren.

Facebook
Twitter