Jens Rohde kræver valg nu

Statsministeren burde se at få udskrevet valget, skriver EU-parlamentarikeren Jens Rohde (V) på Facebook.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skulle tage at udskrive valget.

Det skriver medlem af EU-parlamentet for Venstre, Jens Rohde, på sin Facebook-profil.

Statusopslaget blev skrevet i morges - altså før vækstpakken blev offentliggjort - og i opslaget kommenterer Jens Rohde blandt andet på forslag rettet mod boligejerne.

- Christiansborg flyder med sindsygt dyre forslag til alle, som bor i en eller anden form for bolig. Sjovt nok skyldes krisen ellers netop politikernes problemer med budgetbalancen. Mon ikke statsministeren skulle se at få udskrevet det valg. Ellers er der kun kartoffelkur tilbage til vores børn, når valget endelig er afholdt. Det eneste, der åbenbart aldrig skal lefles for i en valgkamp, er en smule tilbageholdenhed og sparsommelighed, skriver Jens Rohde i statusopdateringen.