Jimmie Åkesson gæster årsmøde: Derfor vil DF ikke kalde Sverigedemokraterne et søsterparti

Vi føler os beslægtede med dem. Skal vi ikke nøjes med det, siger næstformand Søren Espersen (DF).

Formanden for Sverigedemokraterna Jimmie Åkesson på Dansk Folkepartis årsmøde sammen med Pia Kjærsgaard. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Forholdet mellem det indvandringskritiske parti Sverigedemokraterne og Dansk Folkeparti er varmt.

Partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) var i foråret på gåtur igennem Malmø sammen med det svenske partis formand, Jimmie Åkesson, og for få uger siden indrykkede Dansk Folkeparti en annonce i den svenske avis Expressen med en klar opfordring til at stemme på Sverigedemokraterna.

Lørdag eftermiddag var Jimmie Åkesson så gæst ved Dansk Folkepartis årsmøde i Herning, kort tid efter at Sverigedemokraterne fik markant fremgang ved det svenske valg til Riksdagen.

Her blev den svenske partiformand modtaget i Kongrescentret i Herning med stående bifald i flere minutter.

Alligevel vil Dansk Folkeparti ikke kalde Sverigedemokraterne et søsterparti.

- Det er ikke et ord, vi opererer med, siger Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen.

Hvorfor ikke?

- Fordi så skal man lige pludselig være ansvarlig for alt, hvad der foregår i et andet lands parti. Jeg vil hellere sige, at vi har et fortrinligt samarbejde. Vi føler os meget beslægtede med dem. Skal vi ikke nøjes med det.

Espersen: Et sundt parti

Det er ingen hemmelighed, at der er folk med ekstreme holdninger i Sverigedemokraterne. Er det det, der afholder jer fra at kalde dem et søsterparti?

- Overhovedet ikke. Vi har aldrig opereret med det (begrebet søsterparti, red.), og det agter vi heller ikke at gøre. Jeg synes, Sverigedemokraterne har handlet hurtigt og konsekvent, hver gang det har vist sig, at en eller anden Eriksson eller Olofsson har haft en blakket fortid.

- Så bliver han smidt ud. Man kan ikke gøre andet. Sverigedemokraterne har gjort det, de skulle og står med et utrolig godt, sundt og levedygtigt parti, siger Søren Espersen.

Jimmie Åkesson på talerstolen i Herning. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Han nævner udlændingepolitikken, EU-politikken og retspolitikken som områder, hvor Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterne har meget til fælles, men der er også ting, der skiller.

- De er lidt mere liberale i deres substans, end vi bryder os om, men det er Venstre og De Konservative også, men vi kan godt arbejde sammen, siger Søren Espersen.

Åkesson: Jeg burde ikke være her

I sin tale ved Dansk Folkepartis årsmøde hylder Jimmie Åkesson det danske parti.

- Vi er ikke så store som Dansk Folkeparti, der har haft indflydelse på dansk politik i 15 år, siger Jimmie Åkesson, der fortsat holdes helt uden for regeringsforhandlingerne i Sverige efter valget.

- Jeg burde ikke bruge tid på det her. Jeg burde sidde i forhandlinger om fremtiden for vores land. De forsøger at lade som om, at vi ikke eksisterer.

- De vil gøre alt for at danne regering uden vores indflydelse. Men det bliver umuligt at holde os uden for indflydelse. Jo hurtigere de andre partier indser det, jo hurtigere undgår vi kaos, siger Jimmie Åkesson.

Sverigedemokraterien fik 17,6 procent af stemmerne ved valget til Riksdagen for nylig. Det svarer til omkring en million vælgere.

Facebook
Twitter