Joachim B. Olsen: Dansk Folkeparti bør vise mere format

LA-ordfører sammenligner DF med et barn, der blev drillet i folkeskolen, men som nu tager grusom hævn.

- De er meget, meget følsomme. Det er almindelig kendt på Christiansborg, siger Liberal Alliances Joachim B. Olsen om Dansk Folkeparti. (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Freden i blå blok har ikke indfundet sig. Tværtimod.

Liberal Alliances finansordfører, Joachim B. Olsen, opfordrer Dansk Folkeparti til at vise et større politisk format. Opfordringen kommer, to dage efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) droppede sine ambitioner om en stor skattereform, blandt andet fordi Dansk Folkepartis krav om udlændingestramninger blev for meget af det gode for regeringen.

Joachim B. Olsen sammenligner Dansk Folkeparti med en elev fra de små klasser i folkeskolen, som blev mobbet. Nu er Dansk Folkeparti så blevet de store og magtfulde i skolegården, men partiet er nu selv begyndt at mobbe løs på de andre.

- Det har plantet sig i Dansk Folkepartis psyke. De er meget, meget følsomme. Det er almindelig kendt på Christiansborg. Der er masser af konkrete eksempler på ministre - også i 00’erne - som har sagt ting, hvor Dansk Folkeparti er blevet sure, og som så er blevet straffet.

- Eller de har ladet forhandlinger trække ud, eller også skulle de pågældende ministre ikke have noget. Det er blevet normaliteten på Borgen. Sådan er det, siger Joachim B. Olsen til Slotsholmen, P1’s politiske magasin.

Nu mobber DF selv

Han kalder det mangel på format fra Dansk Folkepartis side.

- DF har gjort meget godt. Det var forkert, at de blev mobbet. De havde en pointe i udlændingepolitikken, men Dansk Folkeparti er ikke længere det dårlige selskab. Eller de ukorrekte. De har sejret, og når man gør det, må man vise format.

- Mit problem er, at de blev mobbet, men nu er de blevet de store, og de kan ikke opføre sig på anden måde, siger Joachim B. Olsen.

Nu mobber de selv?

- Ja. De kan ikke lægge det fra sig. De har denne ekstra følsomhed.

Har du undervejs tænkt, men ikke turdet sige, at Dansk Folkeparti er et umodent parti, der går mere op i spillet end i indholdet?

- Ja, siger Joachim B. Olsen.

I Dansk Folkeparti ryster finansordfører Rene Christensen på hovedet. Han mobber absolut ingen. Det gør resten af partiet heller ikke.

- Vi er politisk uenige, og partierne må kæmpe på deres måde. Der er ingen, der mobber i Folketinget. Vi er jo bare politisk uenige, siger Rene Christensen, der ikke vil bidrage yderligere til analysen af psykologien i Folketinget.

Joachim B: DF har ikke mere at handle med

Joachim B. Olsen er enig i, at Liberal Alliance og Dansk Folkeparti mildt sagt er forskellige. DF bliver bare personlige, mener LA-ordføreren.

- Det er helt legitimt med forskellige holdninger, men når man så kommer ind i forhandlingslokalet og har en forståelse af substansen, så bliver de fornærmede, og så vil de ikke være med til det ene eller andet. Der har jeg svært ved at se, at det er helt okay og en fornuftig måde at føre politik på.

Samtidig siger Joachim B. Olsen til Slotsholmen, at Dansk Folkepartis indflydelse på udlændingepolitikken fremover vil blive mindre.

- Det, tror jeg, da står soleklart. Nu er udlændinge og skat blevet afkoblet, og derfor har DF ikke så meget at handle med mere, siger Joachim B. Olsen.

Så grænsen har flyttet sig?

- De har ikke rigtig noget at handle med mere. Før kunne de give os skat, men det er afkoblet nu.

Hør hele interviewet med Joachim B. Olsen i Slotsholmen her.