Jobskifte lukker sag for hovedperson i minksag

Henrik Studsgaard skal være direktør i Esbjerg Kommune og slipper dermed for sanktioner for sin rolle i minksagen.

Henrik Studsgaard fik hård kritik af Minkkommissionen. (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

Der kommer ingen sanktioner mod tidligere departementschef i Miljøministeriet Henrik Studsgaard for hans rolle i minksagen.

Studsgaard er blevet ansat som ny direktør for Teknik & Miljø i Esbjerg Kommune og derfor er det ikke muligt at fortsætte sagen mod ham.

- Medarbejder- og Kompetencestyrelsen kan oplyse, at den tjenstlige undersøgelse ikke kan fortsætte, når Henrik Studsgaard ikke længere er ansat i statens tjeneste. Det følger af almindelige tjenestemandsretlige regler, skriver styrelsen i en mail til DR.

Henrik Studsgaard fik hård kritik af Minkkommissionen og blev efterfølgende hjemsendt. Han stod over for at skulle gennem et tjenstligt forhør, men jobskiftet sætter altså en stopper for det forløb.

Sagen mod Henrik Studsgaard var en såkaldt tjenestemandssag, der er rejst på baggrund af Tjenestemandsloven. Den omfatter kun tjenestemænd i staten og folkekirken.

De mulige sanktioner hænger også sammen med hans ansættelse.

Departementschefen i Statsministeriet, Barbara Bertelsen, har fået en advarsel for sin rolle i sagen, mens Justitsministeriets departementschef, Johan Legarth, har fået en irettesættelse.

Rigspolitichef Thorkild Fogde er hjemsendt og står over for et tjenstligt forhør.

Lovhjemmel var ikke 'top of mind'

Henrik Studsgaard var tilbage i 2020 departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet. Det var det ministerium, som havde det faglige ansvar for håndtering af coronasmitte blandt mink.

Han havde tidligt i forløbet fået dokumenter fra embedsfolk i ministeriet, hvor der stod, at der ikke var lovgrundlag til at aflive alle mink. Men da regeringen senere, den 3. november 2020, traf netop den beslutning på et møde, hvor Studsgaard deltog, sagde han ikke noget.

- Jeg læser uendeligt mange papirer. Men det bærer jeg ikke rundt med som en aktiv viden, jeg kan hive frem, forklarede Henrik Studsgaard i Minkkommissionen, da han blev spurgt om, hvorfor han ikke sagde noget på det afgørende møde.

Han forklarede også, at lovhjemmel ikke var det første han tænkte på under mødet.

- I lyset af den her overordnede diskussion var det ikke top of mind hos mig. Beslutningen i sig selv ville jo indeholde mange udfordringer både i forhold til hjemmel og det logistiske, sagde han.

Efter minksagen blev Miljø- og Fødevareministeriet delt op i to ministerier. Studsgaard fortsatte som departementschef i Miljøministeriet, indtil han blev hjemsendt.

Rystede minkavlere

I foreningen Danske Mink, som er en forening for de minkavlere, der forsøger at genstarte produktion af mink i Danmark, er man rystet over, at Henrik Studsgaard kan få et topjob i en kommune.

- Det er forkasteligt, at han skal være ansat på en førende post i en kommune; det hører ingen steder hjemme. Jeg synes, at det er forargeligt, at der kan blive ved med at være et cirkus, hvor der ikke findes nogen konsekvenser, hvad enten det er for politikere eller de statsansatte, siger foreningens formand, Louise Simonsen.