Johanne Schmidt-Nielsen blev erklæret 'død': Nu har retten tildelt hende 75.000 kroner

Falske historier er et demokratisk problem, fastslår Enhedslistens tidligere frontfigur.

Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) blev tilbage i januar erklæret for død. Nu har retten vurderet, at hun skal have 75.000 kroner i godtgørelse for den falske nyhed. (Foto: Malene Anthony Nielsen © Scanpix)

En vigtig sejr for demokratiet og kampen imod falske nyheder, siger Enhedslistens udlændingeordfører, Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun henviser til en episode i midten af Januar, hvor hjemmesiden newsa.dk bragte en artikel under overskriften "Politiker fundet død".

Artiklen var ledsaget af et stort billede af Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen og beskrev, hvordan hun var omkommet under mistænkelige omstændigheder i nærheden af Aarhus. Men intet i historien var sandt.

- Det er ubehageligt at læse en falsk nyhed, hvor gerningsstedet for mit drab bliver beskrevet, og historien bare spreder sig på de sociale medier, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

I artiklen fra newsa.dk kunne man blandt andet læse, hvordan blodige stole blev båret væk fra gerningsstedet, mens politiet betegnede omstændighederne omkring dødsfaldet som "mistænkelige".

Vigtig sejr i kampen mod falske nyheder

Tilbage i juni besluttede Johanne Schmidt-Nielsen derfor at lægge sag an mod manden, der står bag hjemmesiden newsa.dk.

Og tidligere i dag kunne hun så meddele på sin Facebook-profil, at Retten på Frederiksberg har dømt ham til at betale 75.000 kroner i godtgørelse for at have bragt nyheden om, at hun var død.

- Det her er en vigtig sejr, der indikerer, at vores lovgivning er gearet til at håndtere falske nyheder, og forhåbentlig kan denne her dom samtidig være med til at skræmme andre fra at sprede falske nyheder, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Sagen har haft principiel karakter for Enhedslistens tidligere frontfigur, der kalder falske nyheder for et "demokratisk problem", som undergraver den offentlige debat. Hun opfordrer derfor andre mennesker, som har været udsat for noget lignende, til at tage kampen op.

Kommercielle bagtanker

Jyllands Posten var det første medie, der kunne fortælle om newsa.dk, dets bagmænd og den falske nyhed om Johanne Schmidt-Nielsen.

Ifølge avisens oplysninger har firmaet hovedsæde i Tyskland, og ligesom mange andre tjener newsa.dk penge på annoncer. Her gælder princippet om, at jo flere klik en artikel får, jo flere penge kan en hjemmeside tjene på bannerannoncer. Derfor vurderer Johanne Schmidt-Nielsen, at bagmanden alene har bragt historien ud fra kommercielle interesser.

Den sagsøgte har endnu ikke betalt de 75.000 kroner, som retten har vurderet, han skylder. Men når pengene en gang bliver udbetalt, ryger de ikke ind på Johanne Schmidt Nielsens personlige konto, siger hun.

- Pengene skal gå til den internationale organisation International Media Support, der har hovedsæde i København. De kæmper for en fri, sandfærdig og uafhængig presse.

Facebook
Twitter