Johanne Schmidt-Nielsen ny generalsekretær for Red Barnet

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen tiltræder i stillingen efter det kommende valg.

Johanne Schmidt-Nielsen går fra 12 år på Christiansborg til Red Barnet efter folketingsvalget. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Efter mere end 10 år i politik for Enhedslisten bliver partiets tidligere politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen ny generalsekretær for Red Barnet i Danmark.

Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Politikeren tiltræder stillingen efter folketingsvalget, hvor hun ikke genopstiller på grund af Enhedslistens rotationsprincip.

I pressemeddelelsen fremgår det, at det er en enig hovedbestyrelse, som har valgt Johanne Schmidt-Nielsen til posten.

Red Barnet mener nemlig, at hun er en markant profil, er en naturlig og karismatisk leder og en stærk kommunikatør.

- Vi har store forventninger til samarbejdet med Johanne Schmidt-Nielsen, og jeg er sikker på, at hun er den helt rigtige til at styrke Red Barnets position og løfte vores nye og ambitiøse strategi for indsatsen for de mest udsatte børn i Danmark og ude i verden, siger Red Barnets formand, Lars Svenning Andersen.

'Ingen sag er vigtigere'

En af den kommende formands opgaver bliver at styrke organisationens synlighed og hermed skabe bedre vilkår for de allermest udsatte børn.

Og Enhedslisten-politikeren er helt bevidst om, at det er en meget vigtig rolle, hun påtager sig.

- Der findes simpelthen ikke en vigtigere sag end Red Barnets. Nemlig at alle børn skal have det godt. Alt for mange børn lever liv, som slet ikke er for børn, siger hun i pressemeddelelsen.

Johanne Schmidt-Nielsen afløser Jonas Keiding Lindholm på posten, efter at han blev fyret i december sidste år.

Den kommende generalsekretær blev valgt til Folketinget i 2007. Fra 2009 til 2016 var hun politisk ordfører for partiet.

Facebook
Twitter