John blev angrebet med peberspray i sit eget hjem: 'Jeg var fuldstændig forsvarsløs'

Siden peberspray blev lovlig til forsvar i eget hjem, har der været 113 hjemmerøverier. Ingen af ofrene har forsvaret sig med peberspray.

51-årige John Møller Pedersen er glad for, at hans to døtre ikke var hjemme, da han i februar blev angrebet med peberspray i sit eget hjem.

John Møller Pedersen ligger og sover i sit parcelhus i Bellinge midt på Fyn en lørdag nat i februar, da han bliver vækket af et lysglimt. Det kommer ude fra haven, så han står ud af sengen og går hen til vinduet.

- Så kan jeg se en hætteklædt mand, som står lige på den anden side af ruden og roder med et eller andet. Jeg flår gardinet til side og banker på ruden og råber: "Kan du komme væk!"

Da den 51-årige fynbo åbner vinduet, kan han se, at der ikke bare er én, men to hætteklædte mænd. Han råber igen. De får et chok og tager benene på nakken, men den ene ombestemmer sig og løber tilbage mod John Møller Pedersen.

- Jeg tror, min første tanke er: "For satan, nu skal jeg op at slås".

51-årige John Møller Pedersen er glad for, at hans to døtre ikke var hjemme, da han i februar blev angrebet med peberspray i sit eget hjem.

Da den hætteklædte mand når tilbage til det åbne vindue, tager han en peberspray frem og sprøjter John Møller Pedersen direkte i øjnene.

- Jeg går helt i knæ og tænker bare: "Jeg håber ikke, de kommer ind, for jeg er fuldstændig ukampdygtig". Det er virkelig groft. Det svier og gør virkelig ondt. Det er meget ubehageligt, og jeg er helt væk.

- Jeg kunne intet gøre. Jeg var fuldstændig forsvarsløs. Så jeg var glad for, at mine piger ikke var hjemme, siger John Møller Pedersen om sine to døtre, der var hos deres mor den weekend.

Cirka 1.500 sager om ulovlig peberspray

Måneden før, John Møller Pedersen blev angrebet, var det blevet lovligt at købe en peberspray og bruge den til at forsvare sig i sit eget hjem. Trygheden ved at kunne forsvare sig var netop hovedargumentet, da den blå regering og Dansk Folkeparti vedtog loven.

Siden 1. januar, hvor loven trådte i kraft, har der været 113 hjemmerøverier landet over, men ingen af ofrene har forsvaret sig med en peberspray. Det viser en aktindsigt hos hver af landets 12 politikredse, der har gennemgået hver enkelt sag for DR Nyheder.

Derimod har der været cirka 1.500 sager om ulovlig brug, besiddelse eller indførelse af peberspray, viser aktindsigten.

Politiet fører ikke statistik med peberspray, så tallene er behæftet med en vis usikkerhed. Men Politiforbundet bekræfter, at betjente landet over har mødt flere pebersprays i år end tidligere.

Den tendens bekræftes af tal fra fire af politikredsene, der har givet aktindsigt i antallet af sager om ulovlig peberspray sidste år. Tre af politikredsene har indtil videre oplevet en fordobling, og den sidste kreds en tredobling af sager i forhold til sidste år.

Og i flere tilfælde er pebersprayen - ligesom hos John Møller Pedersen - blevet brugt mod ofre i deres eget hjem.

Blå partier står fast: Peberspray i hjemmet giver tryghed

Politikerne blev fra næsten alle sider advaret om, at loven ville give en falsk tryghed, eskalere vold og sende langt flere pebersprays i omløb - i de forkerte hænder.

De konservatives formand, Søren Pape Poulsen, var justitsministeren, der trodsede de mange advarsler og indførte loven. Han fastholder i dag, at det var det helt rigtige at gøre - også selvom ingen af ofrene i de 113 hjemmerøverier har forsvaret sig med en peberspray:

- Der er måske 113, der nu sidder og ønsker sig, at de havde købt en peberspray. Så havde de i hvert fald haft mulighed for at forsvare sig, siger han og tilføjer:

- Det, der er vigtigt for mig, det er jo ikke, om det er blevet brugt eller ej. Det vigtige er, om de mennesker, der ønsker at have mulighed for at forsvare deres eget hjem, har haft mulighed for det.

Formand for Det Konservative Folkeparti Søren Pape Poulsen. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Venstres næstformand og retsordfører, Inger Støjberg (V), fortryder heller ikke loven.

- Jeg mener rent faktisk, at det kan give tryghed – blandt andet for ældre mennesker, siger Inger Støjberg og tilføjer:

- Vi ved jo ikke, om der har været peberspray i de her 113 hjem, og derfor synes jeg ikke, man kan bruge tallet til noget som helst. Man skal have et noget større grundlag for at kunne konkludere noget.

Kan du afvise, at jeres lov har udrustet angrebsmænd?

- Det er alt for tidligt at sige endnu, men jeg vil gerne sætte meget stort spørgsmålstegn ved, om dem, der angriber med peberspray, har købt den legalt. Jeg vil tro, at ret mange af dem enten er taget til Tyskland, har købt dem via nettet eller på anden vis fået dem på en ulovlig vis, siger Inger Støjberg.

DF vil give lov til at forsvare sig med peberspray i byen

Dansk Folkeparti er så tilfreds med loven, at partiet ønsker at udvide den, fortæller retsordfører Peter Skaarup:

- Vi vil gerne give øget mulighed for at have en peberspray, for eksempel til en glad aften i byen, siger han og betoner, at peberspray "i sig selv er ufarlig":

- Så hvis alternativet er, at der bruges nogle voldsommere magtmidler fra den kriminelles side, så er det måske ikke så skidt endda, siger han.

Hvordan forklarer du den stigning i ulovlig brug af peberspray, som Politiforbundet oplever, hvis det ikke er, fordi man kan købe peberspray i Danmark?

- Det kan der være mange forklaringer på. Det kan være, at kriminelle - fordi vi har haft en debat om det her - har fået øjnene op for, at her har vi et forholdsvis ufarligt våben, som ikke yder den store skade på ofrene - og dermed tror de, at de kan slippe billigere i straf.

Men du mener ikke, forklaringen kan være, at pebersprayen er langt mere tilgængelig nu?

- Nej, det mener jeg ikke. Jeg tror, at hvis man er kriminel, så har man altid kunnet få fat på en peberspray.

Før valget ville S forbyde peberspray, nu tøver ministeren

Alle de røde partier stemte imod loven. Socialdemokratiets daværende retsordfører, Trine Bramsen, var ikke i tvivl om, at den delvise lovliggørelse var en dårlig ide:

- Man bør lytte meget nøje til politiet og samtlige andre fagpersoner, der advarer kraftigt imod det her forslag. For begynder befolkningen at have peberspray derhjemme, er der altså en stor risiko for, at de kriminelle også opruster og begynder at have hårdere våben med, advarede hun sidste år.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

I mellemtiden har Socialdemokratiet som bekendt fået regeringsmagten, men manden for bordenden, justitsminister Nick Hækkerup, kan endnu ikke sige, om han vil annullere loven:

- Jeg har bedt om, at vi evaluerer loven, når den har været i værk i et år – det vil sige til nytår – og derefter tager stilling til, om den skal opretholdes eller ændres.

Men er I stadig imod loven?

- Ja, det er vi stadig. Men nu vil vi kigge på, hvordan den har virket og se på erfaringerne, siger han.

Justitsministeren erklærer sig "helt enig" med Trine Bramsens argumentation fra før valget, som han finder både "sammenhængende og korrekt". Men han fastholder, at han først kan tage stilling med en grundig evaluering i hånden:

- Det er meget bedre at basere vores politik på det – frem for mine fornemmelser, selvom jeg har stærke fornemmelser.

De nye tal, DR Nyheder i dag kan fremlægge, "gør indtryk" på justitsministeren:

- Det er en indikation af, at loven måske ikke virker, som det var tænkt. Og det er lidt en bekræftelse af, at det er rigtig godt, hvis vi lader politiet og forsvaret om at have våben – og ikke bevæbner vores befolkning. Det skaber grundlæggende ikke tryghed.

'Det er en falsk tryghed'

Før John Møller Pedersen blev angrebet med en peberspray i sit eget hjem, havde han ingen holdning til loven. Men nu er han slet ikke i tvivl: peberspray skal forbydes igen.

John Møller Pedersen ville ikke ønske, at han selv havde haft en peberspray, da han blev angrebet med en peberspray i sit eget hjem.

- Jeg kan overhovedet ikke se, hvordan det skal være et forsvarsvåben. Det er et angrebsvåben. Det kan man jo også se på dem, der bruger det. Det er jo ikke hr og fru Danmark, det er jo desværre de forkerte.

Tror du ikke, der nogen, som føler sig mere trygge med en peberspray liggende derhjemme?

- Jo da, men jeg tror desværre det er en falsk tryghed, for du aner jo aldrig, hvornår du får brug for den, og har du mod på at bruge den, hvis episoden måtte komme? Desværre vil det jo nok være sådan, at angrebsmanden allerede har sprayet dig i ansigtet, inden du nogensinde får din fundet frem.

Men selv hvis peberspray bliver ulovlig igen, kan de kriminelle vel stadig skaffe det?

- Der er ingen grund til at gøre det let for de forkerte at få fingrene i det her, siger John Møller Pedersen og sender en direkte opfordring til politikerne:

- Man skal aldrig være for stolt til at erkende sine fejl, så få nu det salg stoppet så hurtigt som muligt.