I efteråret 2021 betalte teateret Aveny-T i nogle uger for, at teaterdirektør Jon Stephensen boede i en lejet airbnb-bolig.
Stephensen boede til leje, da hans egen bolig var ved at blive renoveret.
I dag er Jon Stephensen kulturordfører i Folketinget for Moderaterne, og Airbnb-regningen står centralt i det stormvejr, som politikeren lige nu befinder sig i.
For der findes to vidt forskellige versioner af, hvorfor teateret betalte regningen.
Den ene kommer fra teatres bestyrelsesformand Henning Dyremose. Han forklarer overfor Børsen, at han intet kendte til, at teatret betalte udgiften. Han siger, at sagen var årsag til, at teatret bortviste Jon Stephensen fra jobbet som teaterdirektør tidligere på året.
Den anden kommer fra Jon Stephensen.
Han holder fast i, at der lå en aftale om, at teatret skulle betale huslejen. Men overfor DR erkender han, at han ikke har betalt skat af beløbet.
- Om det skal opgives til skattevæsnet? Hvis det skal det, så skal det selvfølgelig gøres, men det har jeg ikke gjort, siger Jon Stephensen.
Men når en arbejdsgiver betaler den form for udgifter for en ansat, skal der betales skat, fastslår Henning Boye Hansen, der er skatterådgiver og chefkonsulent ved Revisionshuset BDO Danmark.
- Jeg vil ikke forholde mig til Jon Stephensen, men jeg vil gerne sige noget om, hvad reglerne generelt er.
- Hvis man får en kompensation fra sin arbejdsgiver, fordi man ikke kan holde ferie, så er det ligegyldigt, om det er en kontant bonus, eller man får stillet en bolig til rådighed. Det er stadig en kompensation, man får af sin arbejdsgiver, og derfor skal man betale skat af det.
Kompensation for aflyst ferie
Jon Stephensen forklarer overfor DR Nyheder, at han fik betalt lejligheden, fordi han blev bedt om at arbejde på et tidspunkt, hvor han ellers var på vej på ferie.
- Det var meget enkelt. Jeg betalte selv en Airbnb-lejlighed i efteråret 2021.
- Omkring efterårsferien, hvor jeg skulle være på ferie med min datter, blev min efterårsferie og dagene lige omkring inddraget. Der indvilligede bestyrelsen i, at de betalte lejligheden som kompensation for, at jeg ikke kom på ferie.
Hvor stort et beløb kompenserede de dig for?
- Op til 20.000 kroner.
Hvem lavede du den aftale med?
- Den lavede jeg med bestyrelsesformanden.
Var det en aftale du lavede på skrift, eller hvordan blev den indgået?
- Det var sådan, at vi lavede mange ting over telefonen. Vi var meget tæt på hinanden - det kan man måske undre sig over, når man hører, hvordan tingene foregår lige nu - men mange ting foregik over telefon og ved samtaler, og så var det i orden, siger Jon Stephensen.
Dyremose siger jo, at I ikke havde den aftale. Hvad siger du til Dyremoses påstand?
- Jeg hører, hvad Henning Dyremose siger, og jeg husker, hvad der blev sagt.
Du siger, du har fået betalt husleje for op til 20.000 kroner som kompensation for, at du fik aflyst din ferie. Er det et beløb, du har opgivet til skattevæsenet?
- Jeg har fået betalt en lejlighed, i de 14 dage det stod på. Om det skal opgives til skat? Hvis det skal det, så skal det selvfølgelig gøres, men det har jeg ikke gjort, siger Jon Stephensen.
'Skal betale skat af kompensation'
Men hvis sagen er, som Jon Stephensen beskriver, så skal han betale skat af de 20.000 kroner. Det vurderer skatteadvokat Eduardo Vistisen.
- Som udgangspunkt skal alle pengeoverførsler fra arbejdsgiver til arbejdstager indberettes, siger han.
Henning Boye Hansen, der er skatterådgiver og chefkonsulent ved Revisionshuset BDO Danmark, fastslår, at det handler om fri bolig.
- Arbejdsgiveren skal indbette til Skatteforvaltningen, i hvilken periode medarbejderen har haft fri bolig, og hvad værdien er, men arbejdsgiveren skal ikke trække skat af værdien. Den ansatte skal selv tage værdien med på sin årsopgørelse, siger Henning Boye Hansen.
'Nødvendigt for at kunne passe mit arbejde'
Jon Stephensens forklaring går dog på to ben.
I interviewet begynder han med at sige, det var en kompensation for en aflyst ferie. Senere lægger han et ekstra lag på.
- Det var nødvendigt for, at jeg kunne arbejde i efterårsferien i stedet for at være på ferie med min datter. Det handler alene om, at teatret betalte den lejlighed for mig således, at jeg kunne passe mit arbejde. Så enkelt er det, siger han.
Ifølge Henning Boye Hansen er det en forklaring, der i givet faldt skal drøftes nærmere med skattevæsnet.
- Det er en diskussion, man må tage med skattemyndighederne, hvis man mener, der er særlige forhold, der gør, at man har fået stillet boligen til rådighed, siger skatteeksperten.