Joy Mogensen går af: 'Jeg er løbet tør for overskud'

Kultur- og kirkeministeren trækker sig fra sine poster, skriver hun på Facebook.

Kultur-og kirkeminister Joy Mogensen (S) trækker sig fra sine poster og forlader midlertidigt politik. (Foto: © Claus bech, Ritzau Scanpix)

Kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S) trækker sig fra sine ministerposter og forlader midlertidigt politik.

Det skriver hun i et længere opslag på Facebook.

- Jeg har meddelt statsministeren, at jeg ønsker at forlade min post som kultur- og kirkeminister.

Årsagen er, at hun er løbet tør for overskud, skriver hun og oplister flere af de opgaver, der venter regeringen på kultur- og kirkeområdet, blandt andet et opgør med tech-giganternes magt.

- Jeg havde gerne gjort det selv. Men i løbet af de sidste to år er jeg blevet minister, jeg har mistet en datter, og jeg har stået med håndteringen af corona i to ministerier, der blev overvældet af pandemien. Hver af de tre ting i sig selv er livsændrende udfordringer, og jeg er løbet tør for overskud, skriver hun.

Fra borgmester til minister

Mogensen, der er tidligere borgmester i Roskilde og blev minister efter folketingsvalget i 2019, er af kulturlivet blevet kritiseret for at være for usynlig som minister blandt andet under coronanedlukningen.

I sit opslag antyder hun, at hun har haft svært omsætte succesen som lokalpolitiker til Christiansborg.

- Den måde at arbejde på, som virkede for mig som lokalpolitiker, har jeg ikke kunnet tage med ind i landspolitik.

Hun henviser også til den aktuelle debat, hvor flere journalister og politikere har kritiseret en usund politisk kultur, hvor debat og konflikt fylder mere end forsøget på at finde politiske løsninger.

- Jeg skal ikke udelukke, at jeg selv vil bidrage til den samtale, når jeg har mit politiske virke på afstand, skriver hun.

- Men for nu vil jeg bare glæde mig til at blive mor og bruge efteråret på at lægge planer for fremtiden. Jeg stiller ikke op til Folketinget næste gang, og jeg har det godt med denne beslutning om at forlade politik for nu, skriver Joy Mogensen.

'Har aftjent min værnepligt'

Joy Mogensen er gravid og skal føde ved årsskiftet. I 2019 var hun også gravid, men hun mistede sit ufødte barn mindre end en måned før termin.

Ved kommunalvalget i 2017 fik Joy Mogensen 14.961 personlige stemmer. Hun var borgmester i Roskilde Kommune 2011-2019.

- Efter 16 år som folkevalgt og 10 år i spidsen for en politisk styret organisation mener jeg, at jeg kan sige, at jeg har aftjent min "værnepligt", skriver hun.

Venstres kulturordfører Jan E. Jørgensen takker på Twitter Joy Mogensen for indsatsen, men skriver også:

- Omstillingen fra kommune til ministerium var ikke helt vellykket, og det er svært at regere i en regering, som ikke prioriterer kultur og kirke. Det var tydeligst under corona, hvor en frustreret Joy uden forklaring kom bagerst i køen.

Opdateres...