Justitsminister efter myndighedssvigt: Det her må ikke gentage sig

”Ekstra alvorligt”, hvis sløv efterforskning har ført til flere bombetogter, siger minister.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) er ikke tilfreds med politiets og anklagemyndighedens håndtering af sagen om Dan-Bunkering. (© dr)

Ministerierne skal lave nye procedurer for, hvordan de håndterer sanktionssager. SØIK skal aldrig mere sende en sag om sanktionsbrud videre til en lokal politikreds. Og eventuelle sanktionsovertrædelser skal fremover standses og retsforfølges med det samme.

Det er de konsekvenser, justitsminister Nick Hækkerup og Rigsadvokaten tager efter at have fået afdækket myndighedernes håndtering af Dan-Bunkering-sagen.

En sag, hvor en dansk virksomhed fra Middelfart kan have været med til at skaffe jetbrændstof til russiske kampfly i Syrien. Og en sag, der i lange perioder har ligget stille hos politiet trods fortrolige efterretninger fra USA, som ifølge et notat fra Udenrigsministeriet "påviser, at det pågældende firma fortsætter lovovertrædelsen."

- Alle straffesager er alvorlige. Men i en sag som denne her er der potentielt sket salg af jetbrændstof, som har gjort, at Assad (præsident i Syrien, red.) og russerne har kunnet bombe også civile mål. Det er selvfølgelig en ekstra dimension, der gør, at det her er meget, meget alvorligt, siger justitsminister Nick Hækkerup i et interview med DR.

’Ganske alvorlige konsekvenser’

Ministeren sendte tirsdag Rigsadvokatens udvidede redegørelse om sagen til Folketingets Retsudvalg. Og Nick Hækkerup lægger ikke skjul på, at sagen får ”ganske alvorlige konsekvenser.”

DR kunne i juni afsløre, at leverancerne af jetbrændstof ifølge oplysninger i sagen fortsatte, selvom USA havde sendt detaljerede efterretninger til Danmark om virksomhedens mulige sanktionsbrud.

Netop den del af forløbet har Rigsadvokaten nu bedt om en supplerende udtalelse fra SØIK om. En udtalelse, som også skal gå videre til justitsministeren.

Man kan jo se af forløbet, at det ser ud til, at sagen bliver skubbet rundt, mens tingene foregår. Hvordan ser du på, at man potentielt kunne have stoppet nogle af de leverancer, som tilsyneladende har fundet sted?

- Det er noget af det, vi skal have afdækket nu, og som der er er sat lys på. Har det her betydet, at der er solgt yderligere jetbrændstof, som har betydet, at Assad og russerne har kunnet bombe, så er det jo ekstra alvorligt, siger Nick Hækkerup.

Justitsminister Nick Hækkerup tager nu flere konsekvenser af Dan-Bunkering-sagen.

'Sager må ikke flyde rundt'

Rigsadvokaten har som konsekvens af sagen besluttet, af SØIK aldrig mere må sende sager om sanktionsovertrædelser videre til lokale politikredse.

Det gjorde SØIK i februar 2017, da Dan-Bunkering-sagen blev sendt videre til Fyns Politi. Her lå den i over et år reelt stille. For en måned siden tog SØIK så efterforskningen tilbage efter massivt politisk pres, og her har den nu ”særdeles høj” prioritet, fremgår det af Rigsadvokatens redegørelse.

I et interview med DR understreger Rigsadvokaten, at et lignende forløb aldrig må gentage sig.

- Det har været et meget langvarigt og dybt beklageligt forløb. Sager af den her karakter har stor samfundsmæssig betydning og må ikke flyde rundt mellem myndighederne, som det er sket i den her sag, siger Henriette Rosenborg Larsen, der er statsadvokat hos Rigsadvokaten.

- Når man sidder som borger, så skal man også vide, at myndighederne tager sådan nogle sager alvorligt. Og derfor har vi selvfølgelig set med stor alvor på den her sag, siger hun.

Har de enkelte myndigheder taget det alvorligt?

- De har taget det alvorligt, men koordineringen har ikke været god nok. Det viser forløbet med al tydelighed.

Får sagen nogen personalemæssige konsekvenser?

- Det kan jeg ikke udtale mig nærmere om på nuværende tidspunkt, siger Henriette Rosenborg Larsen

Rigsadvokaten forklarer her, hvad politiet har lært af Dan-Bunkering-sagen.

Dan-Bunkering afviser sanktionsbrud

Dan-Bunkering er hverken sigtet eller tiltalt i sagen og afviser at have brudt EU’s sanktioner.

Virksomheden har efter DR’s afsløringer bekræftet at have leveret brændstof til de russiske tankskibe, som er omtalt i DR’s dækning.

Skibene har ifølge oplysninger fra blandt andet USA’s anklagemyndighed sejlet brændstoffet videre til Syrien.

I en mail til DR har virksomhedens advokat skrevet, at ingen af Dan-Bunkerings fragtbreve havde angivet Syrien som ende-destination.

Virksomheden ønsker ikke at oplyse til DR, hvilke destinationer der stod på dokumenterne.

Facebook
Twitter