Justitsminister forsvarer kommissioner

Justitsminister Morten Bødskov understreger vigtigheden af at kunne nedsætte kommissioner efter kritik

Justitsminister Morten Bødskov. (© DR)

Alt selvfølgelig med måde, men der skal fortsat nedsættes undersøgelseskommissioner, og der skal fortsat også sidde dommere i spidsen af dem, hvis det anses for nødvendigt.

Det slår justitsminister Morten Bødskov (S) fast, efter at flere medlemmer af den danske dommerstand i Jyllands-Posten har kritiseret politikerne for alt for ofte at ty til kommissioner for at få vurdere en eventuel betændt sag.

- Jeg mener, at den lov, om undersøgelseskommissioner, som vi har nu, fungerer godt. Det er den rigtige, men det er klart, at man skal være sig meget bevidst om, hvordan man benytter sig af dem, siger Morten Bødskov.

Til gavn for demokratiet

Han vil ikke forholde sig til rimeligheden af de enkelte kommissioner.

- Men hvis undersøgelseskommissionerne bruges rigtigt, er der for mig ingen tvivl om, at det er det rigtige værktøj til at undersøge meget alvorlige spørgsmål. Og så er de til gavn for vores demokrati, siger han.

Dommerne kritiserer i Jyllands-Posten den risiko, der ligger i, at de bliver gjort til dommer i politiske sager og dermed kommer til at virke politiserende. Ifølge Bødskov er det vigtigt med netop neutrale dommere i kommissionerne.

- Sammensætningen skal naturligvis overvejes nøje fra gang til gang, og om det er nødvendigt med en dommer i den enkelte kommission.

Tre kommissioner er på vej

- Men jeg er helt tryg ved, at når vi har med meget alvorlige sager at gøre, så er det dommere, der sidder i spidsen, fordi jeg mener, at det er vigtigt, at der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved uafhængighed og neutralitet, siger han.

Dommerne kritiserer ligeledes, at de rammer, kommissionerne skal arbejde i, bliver formuleret for løst. Bødskov besvarer kritikken sådan her:

- Det er min opfattelse, at der bliver arbejdet meget seriøst med grundlaget for undersøgelseskommissionerne, siger han.

I øjeblikket er Folketinget på vej med kulegravninger af Irak-krigen, Helle Thorning-Schmidts skattesag og sagen om de statsløse.

Facebook
Twitter