Justitsminister: Mere overvågning, tak

Der skal mere videovervågning i gaderne. Det mener justitsminister Lars Barfoed, der er blevet inspireret på et to-dages besøg i London.

Justitsministeren åbner op for mere videoovervågning. (Foto: Designkryt © Stock.xchng)

På sin tur til London har den konservative justitsminister Lars Barfoed set nærmere på, hvordan de gør i en af de mest videoovervågede storbyer.

-Jeg havde lejlighed til rent faktisk at se en af de centraler, hvor de kan sidde og styre kameraovervågningen i det centrale London. Og det har de jo ganske stor nytte af, siger den konservative justitsminister.

Flere overvågningskameraer

Han mener, at overvågningskameraerne skal have mere plads i gaderne herhjemme, fordi det både hjælper med at forhindre terror og opklare forbrydelser.

- Jeg er indstillet på, at vi gradvis udvider, hvor der kan være behov for det, siger Lars Barfoed.

Begrænser borgernes frihed

Men folketingets anden Barfod, Line Barfod, retsordfører for Enhedslisten er ikke glad for, at justitsministeren er blevet inspireret i England.

-Jeg synes, London er et skrækeksempel på, hvor meget man indskrænker borgernes frihed. Det at man bliver filmet over alt i det offentlige rum er udtryk for, at overvågningsstaten er gået amok, siger Line Barfod.

Justitsministeren er uenig, men ønsker heller ikke, at befolkningen føler sig for overvåget.

-Det sikrer vi ved, at vi hele tiden informerer om, hvad vi gør og hvordan vi overvåger, så de informationer, der bliver samlet ind ikke kan misbruges, men kun bruges i forbindelse med afsløring af kriminalitet, siger Lars Barfoed.

Men den bliver ikke købt af Line Barfod fra Enhedslisten.

- Der er jo altid en stor risiko for misbrug af oplysninger, når først man har dem, siger hun.

London fint eksempel

Men den bekymring deler justitsministeren altså langtfra.

Er der nogen steder i London, hvor du tænker, at her går de for vidt, så langt skal vi ikke gå?

-Nej, det har jeg ikke konstateret nogen steder, siger Lars Barfoed.

Facebook
Twitter