Justitsministeren afsætter 130 millioner til overarbejdende politibetjente

Nick Hækkerup (S) er klar til at bruge 130 millioner kroner på at få fjernet stor pukkel af overarbejdstimer.

De ekstra ressourcer til grænsekontrol er en af de medvirkende faktorer til det meget overarbejde. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Justitsminister Nick Hækkerup (S) er nu klar med en plan for at nedbringe antallet af overarbejdstimer, der er blevet oparbejdet i det danske politikorps.

Regeringen vil således bruge 130 millioner kroner på at få politiets pukkel af overarbejdstimer mere end halveret.

Det skriver B.T.

Betjentene skal ifølge planen have mulighed for at få cirka 540.000 timers overarbejde udbetalt i stedet for at afspadsere dem.

- Vi har i dag et politi, der er hårdt presset, og som står over for en række udfordringer. Én af dem er den betydelige overarbejdspukkel i dansk politi, som skal håndteres, siger Nick Hækkerup til B.T.

Steg med 220.000 timer

Ifølge justitsministeren udgjorde politiets samledes overarbejde ved udgangen af juli 805.395 timer. Alene i 2019 er politibetjentenes overarbejde steget med godt 220.000 timer.

Nick Hækkerup påpeger, at de store mængder overarbejde nu har nået et niveau, hvor det ikke kan afspadseres, uden at det vil have mærkbare konsekvenser for politiets arbejde.

- Hvis en halv million overarbejdstimer skulle afspadseres, svarer det i runde tal til, at samtlige betjente i Fyns Politi skulle sendes hjem i et halvt år. Det er uholdbart. Der har regeringen besluttet at give mulighed for at udbetale over en halv millioner timers overarbejde i politiet, siger han til B.T.

/ritzau/

Facebook
Twitter