Jylland får sit første børnehospice

17,6 millioner kroner skal bruges til hospice for børn i årene 2018-2021.

Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti mener, at der skal uddannes flere læger med speciale i palliation. (Foto: Mathias Bojesen/TV Avisen © DR ARKIV)

Jylland får sit første hospice for børn i forbindelse med, at der afsættes 17,6 millioner kroner til området i årene 2018-2021.

Pengene til det nye børnehospice findes fra puljen til børne- og unge-hospice, oplyser formanden for Folketingets Sundhedsudvalg, Liselott Blixt (DF).

Derudover får det allerede eksisterende børnehospice, Lukashuset i Hellerup, også tilført flere penge.

Ifølge Liselott Blixt har der manglet økonomi, til at få det antal ansøgninger, som der var brug for, i den tidligere pulje.

Men at der nu bliver sat penge af til området, glæder hende.

- Det er rigtig vigtigt at få et hospice i Vestdanmark, efter at vi har set, hvor stor søgning der er til det i Østdanmark, siger Liselott Blixt.

Og formanden for Sundhedsudvalget ønsker meget mere opmærksomhed på området.

- Jeg er kommet med en plan på vores sommergruppemøde om, at vi skal lægge en plan. Vi skal uddanne flere læger med speciale i palliation (lindring ved livstruende sygdom, red.) siger Liselott Blixt.

/ritzau/

Facebook
Twitter