K lader Helle og Villy danse videre

Udenrigsminister og konservativ formand Lene Espersen afviser at stoppe kampagnefilm, selvom filmen har fornærmet Grækenlands ambassadør i Danmark.

Trods græsk vrede bliver den konservative kampagnefilm, hvor S og SF's formænd danser "økonomisk zorba" ikke trukket tilbage.

Sådan lyder meldingen fra den konservative formand, udenrigsminister Lene Espersen.

- Nej, vi bliver selvfølgelig ved med at køre med vores kampagne, som vi har fået meget fin respons på, siger Lene Espersen.

Skal møde med ambassadøren

Hendes svar kommer torsdag morgen, og dermed før den græske ambassadør i Danmark, Alexandros Couyou, skal mødes med De Konservatives generalsekretær, Martin Dahl, om sagen.

Grækenland er fornærmet over, at De Konservative i en manipuleret kampagnefilm udstiller Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) som græske zorbadansere, der vil køre dansk økonomi i sænk - nøjagtigt som Grækenlands økonomi.

Har ikke villet krænke

Men Lene Espersen forstår ikke den græske vrede.

- Vi har i hvert fald ikke bevidst forsøgt at krænke Grækenland, og derfor er jeg ked af, hvis det opfattes sådan. Jeg håber, at mødet med den græske ambassadør vil redde trådene ud, siger hun og tilføjer:

- Filmen er politisk satire, men som jo retter sig mod vore politiske modstandere. Vi har faktisk været meget bevidste om, at vi ikke ville træde grækerne over fødderne med vores satire.

Spørgsmål: Kan du forstå, hvis ambassadøren alligevel mener, at I netop er træder dem over fødderne ved at lave satire over deres katastrofale økonomi?

- Vi har i hvert fald bevidst forsøgt ikke at krænke grækerne, og derfor er jeg selvfølgelig også ked af det, hvis Grækenlands ambassadør føler sig stødt. Det har på ingen som helst måde været hensigten, siger Lene Espersen.

Facebook
Twitter