K taber tålmodighed med landbruget

Landmændene bruger mere sprøjtegift end aftalt, og de er for dårlige til at beskytte vandløbene. De konservative tror ikke længere på, at det er muligt at lave frivillige aftaler med landbruget.

Landmændene har ikke lavet nok randzoner langs vandløbene, mener de konservative. (Foto: Peter Siedentopp- Jedsted)

De Konservative skruer nu bissen på overfor landbruget. Miljøordfører Per Ørum Jørgensen er grundigt træt af, at landmændene ikke overholder de miljøaftaler, der er indgået af Folketinget. Han tvivler på, at det er muligt at lave frivillige aftaler med landbruget i fremtiden.

- Det er klart, at vi kan ikke være til grin og bare se på, at den ene aftale løber ud i sandet efter den anden. Vi har et ansvar for at sikre, at de ting vi politisk prioriterer bliver gennemført, siger Per Ørum Jørgensen til DR Nyheder.

Randzonerne mangler

Der er to aftaler, som landmændene har vanskeligt ved at overholde. For det første ser forbruget af sprøjtegift ud til at stige, selvom det er aftalt, at det skal falde.

For det andet er landmændene meget langt fra at lave de randzoner langs vandløbene, som blev aftalt i forbindelse med vandmiljøplan 3. Inden 2009 skal der være udlagt 30.000 hektar som randzoner, hvor der hverken må gødes eller sprøjtes. Men de seneste tal viser, at der kun er udlagt få hundrede hektar - altså omkring en hundrededel af det, der kræves.

Landmændene har ikke givet op

- Vi har nogle meget konkrete mål, og det giver sig selv, at hvis ikke man lever op til de mål, så må vi finde andre måder at regulere det på, siger Per Ørum Jørgensen.

Præsidenten for Landbrugsrådet Peter Gæmelke siger, at det stadig er målet at overholde aftalen om randzonerne. Og han tvivler på, at der er udlagt så få hektar, som tallene viser.

Når det gælder forbruget af sprøjtegifte erkender han, at målet ikke vil blive nået. Men virkligheden har også ændret sig siden aftalen blev indgået.

- Man har forbudt alle de sprøjtegifte, hvor der er risiko for at de ender i grundvandet. Så de midler vi bruger i dag er meget mere miljøvenlige, siger Peter Gæmelke.

Venstre stritter imod

Christiansborg glæder Socialdemokraterne sig over den konservative udmelding. Til gengæld skal Per Ørum Jørgensen nok regne med at få modspil fra regeringspartneren Venstre.

- Det drejer sig om at finde den bedste måde at nå målet på. Og de sidste 25 år har vist, at den bedste måde er at indgå frivillige aftaler, siger Venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo.

De konservative har endnu ikke lagt sig fast på, hvad der skal erstatte de frivillige aftaler med landbruget. Men redskaberne kan både bestå af kvoter og afgifter.

- Det er klart, at det bliver en ny situation for dansk landbrug, hvis ikke man lever op til de mål, som vi sætter på Christiansborg, siger Per Ørum Jørgensen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk