K: Veteranstyrelse skal have ansvar for veteraner

Der skal tages ekstra hånd om hjemvendte soldater og deres familier, mener de konservative.

K-forsvarsordfører Lene Espersen mener, at det vil styrke indsatsen for veteraner, hvis Veterancentret i Ringsted opgraderes til at blive en Veteranstyrelse og får til opgave at følge veteranerne efter hjemkomst.

De konservative ønsker en mere sammenhængende indsats overfor de soldater, der kommer hjem fra udstationering og soldaternes pårørende.

Partiets forsvarsordfører, Lene Espersen, mener derfor, at Veterancentret i Ringsted skal omdannes til en uafhængig Veteranstyrelse, som får ansvaret for at følge alle udsendte, når de kommer hjem.

Styrelsen skal have flere kompetencer og operere på tværs af ministerier, så soldaterne, deres sager og eventuelle hjælp ikke lander i ingenmandsland.

Familierådgivning skal styrkes

- Selvom forsvaret er blevet bedre til at tage vare på soldaterne, kan indsatsen forbedres på en række punkter. - Flere obligatoriske psykologsamtaler skal sikre, at tegn på psykisk overlast opfanges tidligt, mener Lene Espersen.

Desuden skal familierådgivningen styrkes, og én indgang til hjælp og støtte skal forhindre veteraner i at blive tabt i systemet.

I Berlingske erklærer både Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti sig positive overfor forslaget om en selvstændig veteranenhed.

Soldater er skeptiske

I Hærens Konstabel og Korporalforening er formand Flemming Vinther imidlertid skeptisk. Han mener, at Veterancentret, der har vært i drift i to år, skal have længere tid til at finde sine ben at stå på.

- Jeg har svært ved at se, hvordan en sådan styrelse kunne fungere på tværs af ministerierne. Idéen med at samle kompetence og ekspertise ét sted er jo netop det, man allerede forsøger i dag med Veterancentret, siger han til Berlingske.

Også SF og S er forbeholdne over for forsalget. Primært fordi soldaterne selv afviser idéen.

/ritzau/

Facebook
Twitter