SF's Folketingsmedlem Kamal Qureshi er onsdag blevet meldt til politiet for bedrageri, skriver Ekstra Bladet torsdag.
Det er ejeren af den lejlighed, Kamal Qureshi bor i, der har meldt Qureshi til politiet. Årsagen er, at Qureshi i korrespondancer om udlejning af et værelse i lejligheden, har benyttet sig af ejerens fornavn Oliver.
Det har ført til, at værelseslejere troede, de lejede hos Oliver Bahner og ikke anede, at Kamal Qureshi var deres vært.
Huslejeklage mod den forkerte
Ekstra Bladet nævner et konkret eksempel, hvor en tidligere lejer, en studerende, indbragte Oliver Bahner for huslejenævnet, fordi hun troede, hun lejede værelset af ham.
Flere e-mails er vedlagt som dokumentation i politianmeldelsen mod Kamal Qureshi.
Qureshi beklager, men kalder sagen chikane
Selv beklager Kamal Qureshi sagen over for Ekstra Bladet og siger, at det er en fejl fra hans side. Han betragter dog politianmeldelsen som "ren chikane".
Qureshi forklarer, at han ikke ville udgive sig for at være lejlighedens egentlige udlejer, men kun brugte navnet "Oliver", fordi han ville være anonym overfor eventuelle interesserede, der alligevel ikke endte som lejere.
Kamal Qureshi minder i den forbindelse om, at han tidligere har været ude for chikane og har beskyttet adresse.