Kamal takker nej: Uvished om Søvndals afløser

Kamal Qureshi har takket nej til at få Villy Søvndals plads i Folketinget.

Kamal Qureshi har ikke officielt meldt ud, om han vil i Folketinget. (Foto: DR © DR)

Det er lykkedes SF at få fat i Kamal Qureshi. Men han har givet dem en kurv og takket nej til Villy Søvndals plads i Folketinget.

- Jeg har snakket med Kamal her til aften, og han har takket nej, siger SF-kredsformand i København, Rasmus Rose.

- Han vil gerne følge sit kald og fortsætte sit lægearbejde. Han er i gang med at specialisere sig, forklarer Rasmus Rose.

Tilbuddet går videre

Nu er det så Trine Pertou Mach, landsledelsesmedlem i SF, der får muligheden, oplyser kredsformanden, der dog ikke har talt med hende endnu.

Trine Pertou Mach sagde tidligere til dr.dk, at hvis hun bliver spurgt, har hun endnu ikke truffet beslutning om, hvor vidt hun vil være folketingsmedlem.

Qureshi var svær at få fat i

14 opkald, adskillige SMS'er, en Facebook-besked og forskellige forklaringer.

Mystikken omkring SF-politikeren Kamal Qureshi var tidligere torsdag ved at brede sig. Han var ikke til at få fat på.

Qureshi stod ellers til at overtage den nu tidligere udenrigsminister Villy Søvndals plads i Folketinget.

Men det var ikke meget lyd, han gav fra sig før nu.

Forskellige forklaringer

Et SF-folketingsmedlem sagde, at SF havde kontaktet Kamal Qureshi, som havde bedt om betænkningstid.

En anden forklaring lød fra SF's pressetjeneste, der tidligere i dag fortsat prøvede at få fat på ham.

En opdatering på Facebook

Et tegn fra Kamal Qureshi kom dog på hans Facebook-profil torsdag formiddag. Her skriver Kamal Qureshi, at han vil fortsætte med sit arbejde som læge.

Men det krævede altså et svar fra Kamal Qureshi, før man eventuelt kunne gå videre på listen af suppleanter. Det svar har man fået nu.

Der står andre klar

Og der er andre, som venter. Suppleanter længere nede på listen og ikke mindst partiet. 2. suppleanten til Søvndals plads er Trine Pertou Mach, landsledelsesmedlem i SF.

Nummer tre på listen af Mette Boye. Nummer fire er Annika Schmidt, der har siddet i Folketinget, mens Villy Søvndal var på orlov, fordi de tre øverst på listen ikke ønskede.

Facebook
Twitter