KAPITEL 1 Da SF stod af magten

Få dramatiske døgn i januar kostede SF en plads i magtens centrum og knækkede formanden. DR har rekonstrueret SFs kaotiske vej ud af regeringen.

Det begyndte som en sprække. De havde næsten helt glemt, at den var der, men pludselig begyndte det at knage i partiet igen.

Med ét flækkede det hele. Sprækken åbnede sig som en altædende kløft:

Først åd den næstformanden, den politiske ordfører og gruppeformanden. Dernæst formanden, der trak ministerbilerne med sig.

Hele Villy Søvndals politiske projekt røg og dermed også flere års slid og slæb med at flytte SF derhen, hvor man ikke bare kunne række ud efter magten. Man kunne tage den. Til sidst røg tre folketingsmandater også med i faldet.

Da røgen havde lagt sig, var der ikke rigtig nogen, der vidste, hvad der var sket. Og lige siden har de skændtes om, hvem der havde skylden.

Her er historien om en politisk nedsmeltning. Historien om SFs sidste dage som regeringsparti.

Reception og ballade

- Det er på tide, vi nu tager en diskussion om, hvad der var formålet med at have SF i regering.

Ordene bliver sagt af SFeren Karsten Hønge. Manden, som få kender, og som flere har glemt for hans kamp for Villy Søvndals regeringsprojekt.

Han er tilbage i Folketinget som vikar for den stressramte Anne Baastrup, og ordene falder på et tidspunkt og et sted, hvor det nærmest ikke kan gøre mere ondt, i den lille cafe ved foran Snapstinget på Christiansborg.

Her er politikere, journalister, fotografer, spindoktorer fra både S, SF og de Radikale. Og så en hel masse SFere fra hele landet, der mingelerer rundt.

I Snapstingets restaurant er der nemlig afskedsreception for Villy Søvndal. Manden, der vil gå over i SF-historien som en stor formand, der bragte SF i regering og selv blev udenrigsminister.

Manden, der havde en næsten magnetisk tiltrækningskraft på vælgerne, og fik både Socialdemokraterne og de borgerlige til at ryste på grund af partiets styrke.

Og manden, der forlod sin formandspost på et stærkt kritisk tidspunkt og ikke kunne få valgt sin egen kandidat til at afløse ham.

Der bliver grinet, skålet og spist pindemadder inde ved siden af. SF-formand Annette Vilhelmsen holder tale. Det samme gør statsministeren. Og Søvndal, naturligvis.

- Jeg synes, jeg har prøvet det hele, og det har været det hele værd, siger Villy Søvndal.

Men det er Hønges ord, som journalisterne foran salen labber i sig - samtidig med, at de undrer sig over, at ingen går ud og pander manden ned med eftertryk.

Det bedste tilbud - eller en sidste kamel

- Jeg kan ikke fortænke folk i at være kritiske overfor Goldman Sachs med alle de ting, de har i bagagen. Det er jeg også selv. Men vi har taget det tilbud, der er bedst for Dong og i sidste ende også for skatteyderne.

SFs folketingsmedlemmer kan starte dagen med at læse en hilsen på side tre i dagbladet Politiken fra deres tidligere partikollega, Jesper Petersen.

Her forsvarer han som Socialdemokraternes finansordfører loyalt regeringens politik, hvor upopulær, den end måtte være.

136.500 danskere har denne tirsdag morgen skrevet under på en protestskrivelse mod regeringens salg af dele af det statslige energiselskab Dong til den amerikanske finanskæmpe og notorisk berygtede kapitalbank Goldman Sachs.

I den lille en-spaltet nyhedshistorie, bedyrer Jesper Petersen, at han ikke ryster på hånden.

Det er der til gengæld flere fra hans gamle parti, SF, der gør. For mange af dem, heriblandt suppleanten Karsten Hønge, er der tale om en nærmest selvudslettende skælven.

Indtil nu har han kritiseret Dong-aftalen fra sin plads i Odense byråd, men efter at SF-gruppeformand Anne Baastrup er gået ned med stress, har Karsten Hønge spillet sig ind på en mere central bane, nemlig Folketinget.

Det får ham imidlertid ikke til at stoppe sin kritik.

- Denne her sag er jo en kamel, der stiller sig oven på bunken af kameler, som er blevet slugt af SF. Og som har bragt partiet ud i denne her meget vanskelige situation.

- Vi er sgu gået hen og blevet noget tørre i halsen, siger det bare få timer gamle folketingsmedlem uden foran gruppeværelset, da SFerne skal holde gruppemøde.

Velkommen til Helvedes forkontor

Det er ikke for sjov, at manden af Ekstra Bladet hurtigt får øgenavnet Vikaren fra helvede. Er man i tvivl, kan man bare give manden et kald:

- Du har ringet til Helvedes forkontor, lyder beskeden, hvis Hønge ikke tager telefonen.

Da SFerne klokken 11 går til gruppemøde, kan de ikke vide, at står over for en politisk nedsmeltning for åben skærm. Men det er tydeligt, at noget er helt galt.

Det snerper sammen i Dong-sagen, og uroen ulmer. Enhedslisten har stillet et beslutningsforslag i Folketinget, der skal til afstemning torsdag morgen. Partiet foreslår en timeout i salget, så man kan tænke sig om en ekstra gang.

Det er et forslag, der er tilpas pragmatisk til, at de kritiske SFere har svært ved at forstå, at man kan være imod det.

Men også et forslag, SF efter alle gængse Christiansborgspilleregler må stemme nej til. Fordi partiet er i regering. Såre simpelt, bare ikke for et SF, der har lidt under to års kompromisser i regeringssamarbejde.

Dansk Folkeparti bakker op om Enhedslisten. Der er brug for en timeout. Og det er i 11. time, for senere torsdag vil Finansudvalget træde sammen og godkende salget af 19 pct. af aktierne i Dong.

Så er det slut.

I SF har nogle arbejdet på at få sagen på dagsordenen i måneder. Siden er det væltet frem med ubehagelige oplysninger om Goldman Sachs og hele salget.

Historier om skattely på Cayman Island, om særlige fordelagtige betingelser for de kælderkolde amerikanske kapitalister, som Karsten Hønge kalder dem. Om gigantiske bonusordninger til Dongs ledelse og meget meget andet.

Alt sammen oplysninger, der river og flår i selve SFs socialistiske sjæl. Oplysninger der igen får SFerne til at diskutere, om magten er kompromisserne værd.

Det gør ondt at have magten. Man må bøje sig og tage tæsk, fordi man ikke kan forandre hele verden på en gang.

I en regering med tre partier og i et samarbejdende folketing må man indse, at man får nogle af sine ideer igennem. Men det gør de andre også. Og man skal stå på mål for det hele.

Vil man så helst være med til at lave noget for de mange og lede landet, eller vil man hellere stå på en ølkasse med demonstranterne på slotspladsen og tordne mod uretfærdigheden?

Det er et klassisk SF-dilemma. Indflydelsen var Villy Søvndals projekt med SF. Det skulle være slut med at skose de kamerater, der tog magten, og rose dem, der kun tog ordet.

Se interviewet med Karsten Hønge herunder:

- Tak for ærligheden, siger hun

- Der er ikke nogen af os, der er blevet afklarede, og vi er ikke kommet tættere på hinanden. Vi skal forvalte ledelsen af partiet, når det er nemt, og når det er svært. Jeg ville gerne have landsledelsen til at samle sig om en aftale, men det ser svært ud, siger hun.

En mødedeltager oplever det som en klar indikation på, at hun har opgivet at lede. Hun tager ikke lederskabet. Hun ved ikke hvordan. Og hun siger selv:

- Jeg tager gerne ledelse sammen med jer. Men hvis vi sætter hælene i, så ryger vi ud. Jeg har ikke noget at byde ind med.

Da der skal stemmes, går de SFere, der ikke er med i landsledelsen udenfor lokalet. Men inden de går, beder Annette Vilhelmsen dem om at blive.

De skal samles til gruppemøde, og det er ikke et forslag. Det er en ordre. Uden for lokalet holder de vejret. De håber på det bedste, men håbet er ikke det samme.

Annette Vilhelmsen får opbakning fra et yderst spinkelt flertal. 10 stemmer for, 8 imod. SF bakker op om Dong-aftalen, SF kan blive i regeringen.

Kritikerne af Dong-aftalen har lidt første nederlag, men det betyder langt fra, at ledelsens linje har sejret.

Se interviewet med Annette Vilhelmsen inden mødet herunder:http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:52e93251a11f9d116894b918

Læs anden del af fortællingen fredag morgen på dr.dk. ">http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:52e7cb3ca11f9d1588de9ff3

Fristet af Enhedslisten

Problemet i Dong-sagen er, at det er SFs grand old man og tidligere røde eminence Holger K. Nielsen, der har været med til at forhandle salget i sin egenskab af skatteminister. Og han har tilsyneladende ikke orienteret særlig grundigt om det i partiet.

I alle tilfælde hører partiets finansordfører, Lisbeth Bech Poulsen, tilsyneladende først om det på et ordførermøde i Finansministeriet i efteråret 2013.

Så dagens gruppemøde er kulminationen både på lang tids frustrationer og lang tids planlægning. Målet er at få Annette Vilhelmsen til at sætte foden ned og sige til den øvrige regering, at SF ikke kan leve med at sælge dele af Dong til Goldman Sachs.

I det mindste skal de have en timeout. Det er derfor Enhedslistens beslutningsforslag er så fristende.

SF er i spørgsmålet groft sagt delt op i to: Ministerholdet, Ole Sohn og Steen Gade på den ene side og kritikerne på den anden side.

Med Karsten Hønges indtræden i gruppen i stedet for den Holger K. Nielsen-loyale Anne Baastrup og Trine Pertou Mach – en af SF-venstrefløjens lederfigurer – som arvtager efter Villy Søvndal, er det kun et spørgsmål om at overtale én i folketingsgruppen for at få flertal.

Lykkes missionen for oprørerne, vil Annette Vilhelmsen skulle gå ud og sige, at SF som parti har taget et standpunkt og sat foden ned.

Bliver de smidt ud af regeringen, er det en omkostning, man kan leve med. Måske endda leve godt med, hvis man træder ud på en god sag og fremstår som et samlet parti.

Den strategi skal dog vise sig at sprænge mellem hænderne på oprørerne.

For lidt SF

Det er Eigil Andersen fra partiets venstrefløj, der først lufter sine frustrationer på gruppemødet. Derefter går tidligere gruppeformand Pernille Vigsø Bagge i aktion.

Hun, der ellers har bebudet et farvel til Folketinget ved næste valg, kan ikke holde til mere, siger hun ifølge flere kilder. Det hele er for meget.

Eller rettere. Det hele er for lidt.

For lidt SF, for lidt rødt og for lidt hensynsfuldt over for det frustrerede folkesocialistiske bagland, der ikke forstår, hvorfor regeringsdeltagelse betyder, at man må blåstemple leflen for storkapitalen, social uretfærdighed, forkælelse af erhvervslivet og hvad de nu ellers mener, at deres egen regering har på samvittigheden.

- Dem, der vil have det her Dong-salg, må forklare, hvordan partiet kommer videre, siger hun i sit indlæg, der beskrives som meget direkte og skarpt.

Blandt andet siger hun ifølge en kilde, at det er en sag, som SF kan ende med at forlade regeringen på.

Vigsø Bagge får herefter støtte. Af sundhedsordfører Özlem Cekic, politisk ordfører Lisbeth Bech Poulsen, gruppeformand Karina Lorentzen, Karsten Hønge og Trine Pertou Mach.

Selv den ene næstformand Peter Westermann, der ellers har været Vilhelmsens tro støtte, tilkendegiver sin modstand mod Dong-aftalen og antyder ifølge en kilde, at han ikke kan blive som næstformand, hvis SF fastholder sin opbakning til aftalen.

Han fortæller på mødet, at han har fået omkring 150 henvendelser fra baglandet, der er dybt bekymret over sagen.

Tonen på mødet er meget direkte og der bliver langet ud efter toppen.

- Der er jo ingen ledelse, bliver der sagt.

- Hvordan fanden er vi kommet i den situation, hvor vi kan sælge til Goldman Sachs, siger en anden.

Ministrene erkender, at Goldman Sachs er nogle ”værre røvhuller”, men at det er den bedste løsning for Danmark og for Dong. Det handler om at få penge til at føre grøn energipolitik, fortæller de.

Og Ole Sohn, der var Villy Søvndals brutale højre hånd i hans formandsår, kæmper som altid for regeringen – mere end for SF, mener venstrefløjen.

- Vi er ved at give magten til Løkke. Vi har et ansvar over for regeringen og over for danskerne. Vi kan ikke tillade os at sætte spørgsmålstegn ved Corydons evner, siger Ole Sohn blandt andet på mødet.

- Vi er totalt splittede, konkluderer Annette Vilhelmsen, ifølge en kilde.

På gruppemødet får hun støtte til at holde fast i regeringens linje. Hun støttes af flere af dem, der kæmpede imod hende i formandskampen. Alle kritikerne denne dag i gruppen, kæmpede omvendt for hende som formand for hende.

Hun var deres kandidat. Deres formand. Deres bud på en vej til at blive i regeringen, men med en ny og mere højrød SFsk profil.

Det er blevet den omvendte verden i SF. Om det er Vilhelmsen, der forlader sin flok, eller om det er flokken, der forlader Vilhelmsen afhænger af, hvem man spørger i dag. Men resultatet er det samme:

Sprækken åbner sig. Der hviler en ildevarslende stemning, og fire kritistiske landsledelsesmedlemmer har indkaldt til krisemøde i landsledelsen onsdag for at spænde ben for Dong-aftalen.

Det er partiets formelt øverste demokratiske myndighed. Et sted, hvor drabelige kampe om partiets retning er udkæmpet.

Få timer efter gruppemødet siger partiet og hele det politiske Danmark officielt farvel til Villy Søvndal i Snapstingets restaurant. Men alle indviede er fokuseret på næste dags møde i landsledelsen.

Alle ved, det er et ekstremt vigtigt møde. Venstrefløjen håber, at man her siger officielt farvel til Villys politiske projekt. Hvad de ikke kan vide, er, at de skal få langt mere, end de ønsker.

Spillet er i gang.

Onsdag den 29. januar

De ankommer i sne og modvind til krisemøde i DGI-byen lige bagved Københavns Hovedbanegård.

Udenrigsminister Holger K. Nielsen er kaldt hjem fra en rejse i Etiopien. Det er håbet, at hans magtfulde stemme kan være med til at vende de kritiske SFere. Fra ankomsten gør han det klart, at SF ikke han fortsætte som regeringsparti, hvis ikke partiet bakker op om Dong-aftalen.

- Nej, det kan man selvfølgelig ikke, siger Holger K. Nielsen, der haster forbi journalisterne.

Den oprørske Karsten Hønge har DR-journalisten Michael Jeppesen på slæb - den dag af alle. Heller ikke han lægger en dæmper på alvoren. Til Jeppesen siger Hønge:

- Jeg ser det som et skelsættende møde for SF.

Annette Vilhelmsen, der står foran sit livs politiske kamp, ryster - i hvert fald ikke udadtil - på hånden.

- Der er ikke nogen grund til at afvige linjen. Det har vi argumenteret for flere gange, og det har landsledelsen også forholdt sig til. Men det er klart, at vi tager tingene alvorligt, siger hun.

Landsledelsen er SF's højeste myndighed mellem landsmøderne. Den afgør, om partiet kan bakke op om Dong-aftalen.

Dagen igennem har kritikerne arbejdet hårdt på at samle et flertal for modstanden mod aftalen.

I SF-toppen er man indstillet på drama, men håbet er stadig, at Annette Vilhelmsen kan få flertal til at følge regeringens linje.

Udadtil lægger man en dæmper på dramatikken: Annette Vilhelmsen skal nok hive stikket hjem.

En almindelig onsdag i DGI-byen

Mens pressen venter på 1. sal, lukker SFerne sig inde på 2. sal i DGI-byen. De sidder i en stor hestesko, der fylder næsten hele lokalet, for enden sidder Annette Vilhelmsen og de to næstformænd, Mette Touborg og Peter Westermann.

Pladsen er trang, og der bliver hurtigt enormt varmt i lokalet. Der er kun vand til at slukke tørsten.

Flere i lokalet kender ikke rigtigt hinanden. Folketingsgruppens medlemmer er indkaldt som observatører, noget der sjældent sker. Desuden er mange af landsledelsens medlemmer folk, der er røget ind som suppleanter, fordi mange fra Søvndal-fløjen har forladt SF.

Annette Vilhelmsen tager som den første ordet. Normalt er hun flyvsk og fuld af ord, men i dag er hun kortfattet og klar i mælet: Hun sætter sin formandspost ind på Dong-aftalen.

- Processen har været åben, og SF har siddet med, hvor beslutningerne er truffet. Der er ikke plads til slinger i valsen, siger Annette Vilhelmsen, der lægger en vedtagelse på bordet, hvor SF bakker op om Dong-aftalen.

Som en af de første får næstformand Peter Westermann ordet. Hvad han antydede på gruppemødet dagen forinden, siger han helt tydeligt nu. Han kan ikke støtte Dong-aftalen, og han kender konsekvenserne.

- Hvis landsledelsen bakker op om Dong-aftalen, må jeg trække mig som næstformand, siger han.

Den anden næstformand, Mette Touborg smider også sin post i puljen – til støtte for Vilhelmsen. Der er nu en formandspost og to næstformandsposter i spil, en almindelig onsdag aften i DGI Byen.

Landsledelsesmedlem Flemming Stenild tager ordet og prøver at holde debatten på sporet:

- Jeg har nu hørt tre af de ledende personer sætte deres poster på spil. Lad nu være med den form for pistolpolitik, siger han.

Men debatten er allerede løbet af sporet for kritikerne. Det handler ikke om Dong-sagen. Det handler om, hvorvidt man vil have SF i regering eller ej.

Diskussion om timeout

Flere omkring bordet efterspørger en timeout i Dong-salget. Annette Vilhelmsen gør det ellers helt klart, at dette ikke er muligt.

I regeringens magtfulde økonomiudvalg har man drøftet en time out - men Vestager, Sass og Corydon gav sig ikke en millimeter.

Diskussionen om timeout får ministerholdet samt Steen Gade og Ole Sohn til at tage sig hovedet.

En kalder det en pseudo-diskussion og flere siger direkte, at hvis ikke SF bakker op om Dong-aftalen må SF forlade regeringen.

- Man kan ikke være i regering, hvis man ikke stemmer sammen. Man kan ikke sige, man tager ansvar og så stemmer imod, siger Astrid Krag.

Gruppeformand Karina Lorentzen og Özlem Cekic taler ikke kun om Dong-aftalen. For dem er grænsen ved at være nået, og med udsigten til et forår med en reform af beskæftigelsesområdet og en vækstaftale, vil SF efter alt at dømme komme til at sluge endnu flere kameler.

De har brug for at sende et signal til baglandet, for aldrig før har de fået så mange henvendelser. Hele lokalafdelinger har truet med at sig ud af SF i protest mod Dong-aftalen.

Trine Pertou Mach sidder under mødet og vifter gentagne gange med en stak papirer, der er printede emails fra frustretede SFere ude i landet.

- Hvad skal vi sige til dem, lyder spørgsmålet igen og igen på mødet.

I sit indlæg siger Trine Pertou Mach direkte henvendt til Annette Vilhelmsen:

- Jeg har været med til at vælge dig som formand. Jeg stod bag dig. Det gør jeg stadig, fordi du sagde, at vi skulle samle partiet, og vi kunne være SF, samtidig med, at vi er i regering.

I dag er de to SF-kvinders personlige venskab lagt på køl.

Det er her på dette møde, at sprækken for alvor åbner sig. Det er her, de kan se det. SFerne må erkende, at de ikke kan samles. Annette Vilhelmsen konkluderer det selv, da hun skal samle op på diskussionen:

- Tak for ærligheden, siger hun

- Der er ikke nogen af os, der er blevet afklarede, og vi er ikke kommet tættere på hinanden. Vi skal forvalte ledelsen af partiet, når det er nemt, og når det er svært. Jeg ville gerne have landsledelsen til at samle sig om en aftale, men det ser svært ud, siger hun.

En mødedeltager oplever det som en klar indikation på, at hun har opgivet at lede. Hun tager ikke lederskabet. Hun ved ikke hvordan. Og hun siger selv:

- Jeg tager gerne ledelse sammen med jer. Men hvis vi sætter hælene i, så ryger vi ud. Jeg har ikke noget at byde ind med.

Da der skal stemmes, går de SFere, der ikke er med i landsledelsen udenfor lokalet. Men inden de går, beder Annette Vilhelmsen dem om at blive.

De skal samles til gruppemøde, og det er ikke et forslag. Det er en ordre. Uden for lokalet holder de vejret. De håber på det bedste, men håbet er ikke det samme.

Annette Vilhelmsen får opbakning fra et yderst spinkelt flertal. 10 stemmer for, 8 imod. SF bakker op om Dong-aftalen, SF kan blive i regeringen.

Kritikerne af Dong-aftalen har lidt første nederlag, men det betyder langt fra, at ledelsens linje har sejret.

Se interviewet med Annette Vilhelmsen inden mødet herunder:http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:52e93251a11f9d116894b918

Læs anden del af fortællingen fredag morgen på dr.dk.

Facebook
Twitter