Kattegat-bro deler vandene i rød blok

De røde partier bag Togfonden er uenige om, hvorvidt en ny kattegatforbindelse er en god ide.

Diskussionen om en kattegatforbindelse er dukket op igen på baggrund af en ny rapport og dugfriske tal fra Transportministeriet. Den viser, at hvis man dropper togskinnerne og alene laver en bil-bro over Kattegat vil den 58 milliarder kroner dyre bro kunne tilbagebetales af bilisterne selv på 32 år. (Foto: © KASPAR WENSTRUP, Scanpix)

Blå bloks drøm om at bygge en kattegatforbindelse tværs over landet og henover Samsø deler partierne i rød blok, der ellers har fundet fælles fodslag i at investere i det danske jernbanenet gennem togfonden.

De Radikales transportordfører Andreas Steenberg erklærer sig som ”meget stor tilhænger” af en bro over Kattegat, og hilser analysen velkommen.

- Men jeg vil meget gerne have en jernbane med, fordi det tror er nødvendigt, siger han og uddyber:

- Jeg tror, der er mange, der vil tage toget fra Aarhus til København. Nu vil jeg nærstudere rapporten og se, om man ikke også kunne få en jernbane med inden for finansieringen.

Bilbro et mareridt for Enhedslisten

Omvendt er det i Enhedslisten, der snarere ser blå bloks Kattegat-drøm som et mareridt.

Det siger partiets transportordfører Henning Hyllested, der betegner visionerne som ”helt håbløse”.

- Men det er selvfølgelig et udtryk for, at vi har en regering, som ensidigt satser på bilismen. Som sådan fortsætter de årtiers satsninger på bilismen. De dømmer samtidig toget ude, og det ligger jo i tråd med, hvad de har sagt tidligere, men det har man trods alt ikke gjort ved tidligere forbindelser.

Han fremhæver, at en bil-bro vil betyde flere biler på vejene, og dertil øget trængsel i både København og Aarhus. Samtidig vil konstruktionen gå ud over klimaet og det danske miljø både på kort og lang sigt, siger han.

- Togtrafik er grøn trafik, og derfor satser vi på det, siger han.

SF hilser visioner velkommen

I SF har man tidligere været skeptiske over for at opføre nye broer, men i dag vil transportordfører Karsten Hønge ikke helt afskrive tankerne fra de blå partier på forhånd.

Det forudsætter dog, at der bliver gjort noget mere for togpendlerne på hovedstrækningen mellem København og Aarhus også tilgodeses.

- Hvis vi overhovedet skal overveje at lave en bilbro, så skal vi samtidig sørge for, at det er både hurtigt og billigt og behageligt at rejse med tog fra Århus til København henover Storebælt. Om det kan lade sig gøre tvivler jeg på, men det skal være en forudsætning, siger Karsten Hønge.

Men du afskriver ikke helt tankerne, selv om det vil betyde mere trængsel?

- Jeg vil da gerne have en seriøs tilgang til det, og hvis regeringen sammen med DF spiller ud med sådan et stort projekt, så vil jeg da gerne se på forudsætningerne for det.

Diskussionen om en kattegatforbindelse er dukket op igen på baggrund af en ny rapport og dugfriske tal fra Transportministeriet. Den viser, at hvis man dropper togskinnerne og alene laver en bil-bro over Kattegat vil den 58 milliarder kroner dyre bro kunne tilbagebetales af bilisterne selv på 32 år, fremgår det af rapporten.

Regnestykket bygger på, at prisen for at køre over en Kattegat-bro bliver på samme niveau som i dag på Storebæltsbroen, hvor det koster 240 kr. for en personbil uden BroBizz at køre over broen.

Det har ikke været muligt få en kommentar fra Socialdemokratiet.