KD stiller op igen: Der var intet galt med politikken

Isabella Arendt annoncerede i dag officielt sit kandidatur til formandsposten i partiet.

Kristendemokraterne med Isabella Arendt i spidsen var bare 194 stemmer fra at sikre sig et kredsmandat i kernelandet Vestjylland. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Kristendemokraterne er godt tilfredse med den forgangne valgkamp, selv om det heller ikke denne gang lykkedes partiet at komme til Folketinget.

Det fortæller fungerende partiformand Isabella Arendt efter partiets første hovedbestyrelsesmøde efter valget.

- Vi har i dag evalueret valget, og selv om vi selvfølgelig er rigtig trætte af, at vi ikke kom i Folketinget, så er vi godt tilfreds med vores indsats. Vi er gået frem i stort set hele landet og i alle kommunerne.

- Vi har en massiv opbakning, og vi får nye medlemmer. Repræsentanter for vores ti storkredse kom med deres evaluering af valgkampen, og de meldte alle sammen om nye medlemmer, siger Isabella Arendt.

Ved hovedbestyrelsesmødet blev det også besluttet, at Kristendemokraterne skal stille op til det næste folketingsvalg.

Politikken fejler ikke noget

For der er nemlig ikke noget i vejen med partiets politik, mener den fungerende formand, der ikke spår nævneværdige justeringer af partiets linje.

- Omkring politikken er vi godt tilfreds. Men vi vil gerne arbejde på at stå stærkere på klassisk borgerlige emner. Vi forsøgte for eksempel at melde noget ud i valgkampen omkring moms og skat, men det slog ikke rigtig igennem.

- Det er ellers områder, hvor vi har politik, men det fyldte for lidt, synes vi selv. Så der vil vi gerne styrke vores budskaber og kommunikere, siger Isabella Arendt.

Klar til at blive formand

Den 27-årige Arendt annoncerede også officielt på mødet, at hun ønsker at blive partiets næste formand efter Stig Grenov.

Det tages der dog først stilling til ved partiets landsmøde 12. og 13. oktober, men Arendt vil frem til da fortsat tegne partiet, fortæller hun.

Kristendemokraterne var ved valget bare 194 stemmer fra at sikre sig et kredsmandat i Vestjylland, hvor partiet historisk har stået stærkt. På landsplant blev det til 1,7 procent af stemmerne.

Ikke siden valget i 2001 er det lykkedes partiet at komme over spærregrænsen.

/ritzau/

Facebook
Twitter